Liane er klar til at rykke fra Sandvig til Hammershus og holde helårsåbent

Liane Kjær, der har Hector’s Café og Restaurant i Sandvig, tog gerne rejsen på to kilometer op til Hammershus Besøgscenter, for at drive restaurant der – hele året.

Allerede nu holder hun fanen højt i forhold til at have helårsåbent i Hector’s, og hvis hun fik lov til at servere på Besøgscenteret, er hun sikker på, at alene beliggenheden ville sikre hende flere gæster, end tilfældet er i dag.

– Jeg har en restaurant, der har en virkelig dårlig beliggenhed, hvis man sammenligner den med Hammershus Besøgscenter. Men jeg holder alligevel åbent seks ud af ugens syv dage. Jeg tror ikke på, at Bornholm skal være en sommerø. Om der er fire gæster i restauranten, så holder jeg åbent, siger Liane Kjær.

– Hvis jeg stod som forpagter deroppe, ville jeg uden tvivl have haft åbent uanset vind og vejr.

Den lokale restauratør undrer sig over, at Kadeau ikke i et eller andet omfang holder besøgscenteret åbent hele året. For der er så godt som gæstegaranti.

– Jeg forstår det ikke. Hammershus er sikret besøgende hele året – det er jo et stort tilløbsstykke heroppe. Lokale valfarter derop om vinteren, siger Liane Kjær, der ærgrer sig på gæsternes vegne.

– Når de lukker besøgscenteret, kan du ikke få direkte adgang til borgen fra parkeringspladsen. Jeg synes, det er så synd, siger Liane Kjær.

Hector’s Café og Restaurant har et alsidigt men overskueligt menukort, der rummer lettere anretninger som oksecarpaccio og varmrøget laks, fiskeretter, bøf, kager og sågar også en burger. Desuden kan der blive disket op med højtbelagt smørrebrød.