Mail til ejendomsmægler: Jeg har mistet tålmodigheden

Et pensioneret ægtepar fra Sorthat har ifølge anklageskriftet mistet 500.000 kroner til den 55-årige ejendomsmægler, der fremstilles for retten i denne uge. Ejendomsmægleren er tiltalt for underslæb og flere tilfælde af bedrageri og dokumentfalsk.

Ægteparret, Hans-Jørn og Lone Krogh Hansen, vidnede i Retten på Bornholm tirsdag på retssagens anden dag.

Her fortalte de, at de sammen med den tiltalte og en fælles ven i 2016 ville købe en lejlighed på Mallorca. De tre parter kendte hinanden og også sælgeren godt på forhånd. De var alle en del af den samme vennekreds.
Køberne skulle betale en million kroner hver for lejligheden.

– Da vi ville overføre pengene til sælgeren, så sagde (navnet på tiltalte, red.), at det skulle vi ikke. Vi skulle overføre pengene til hende, forklarede Lone Krogh Hansen under sin forklaring i retten.

Ægteparret overførte 625.000 kroner til ejendomsmægleren. Salget blev senere annulleret af sælgeren, men ejendomsmægleren beholdt ifølge anklageskriftet pengene selv.

En generøs ven

En række mails, der efterfølgende blev læst op i retten, tegner et billede af, at forløbet omkring det mislykkede salg af lejligheden var frustrerende og forvirrende for den tredje køber og især for sælgeren.

Før salget bliver annulleret skriver sælgerens advokat til den 55-årige og rykker for betaling. Han skriver, at hun hele tiden har holdt ham hen, og at han har mistet tålmodigheden.

Senere skriver sælgeren selv til den 55-årige og spørger, hvad der foregår. Der er endnu ikke overført penge, lyder det i mailen, der slutter: “Pas på dig selv. Jeg er bekymret”.

Ifølge en mail fra den tredje køber, har forløbet taget hårdt på sælgeren, der i forvejen var syg. Han fortæller i mailen, at han flere gange har oplevet, at sælgeren er “gået helt ned i en blanding af sorg og magtesløshed”.

Han tilkendegiver samtidig, at han trækker sig fra handlen, fordi han mener, den 55-årige udnytter en svagelig mands store generøsitet.

Tog sagen i egen hånd

Efter handlen blev annulleret har ægteparret fra Sorthat på mange måder forsøgt at rykke ejendomsmægleren for beløbet. Ud over at hyre en advokat har de blandt andet ringet til hende og opsøgt hende.

Hans-Jørn Krogh Hansen fik også på et tidspunkt fat i hendes bil, der stod til salg. En Volvo XC90.

– Det var for at få hende i dialog. Jeg satte den i garagen og låste den inde, forklarede han i retten.
Han afleverede dog bilen tilbage, da ejendomsmægleren truede med en fogedsag.

Ejendomsmægleren har tidligere forklaret i retten, at hun er i stand til at betale ægteparret tilbage, men at hun mener, det er dem, der skylder hende penge.

– Det har jeg ikke hørt før. Det har jeg ikke fantasi til at forstå, sagde Hans-Jørgen Krogh Hansen under sin forklaring i retten.

Ægteparret har nedlagt et erstatningskrav i sagen på 500.000 kroner.

Tilgodehavendet lød i første omgang i anklageskriftet på 625.000 kroner, men blev tirsdag rettet til 500.000 kroner, fordi ægteparret har fået en del af beløbet tilbage direkte fra advokaten på Mallorca.

Der forventes at falde dom i sagen onsdag.