Keramikfabrik konkurs: Vi har prøvet alt

Mandag eftermiddag indgav de 19 ejere af Den danske Keramikfabrik i Nexø konkursbegæring for fabrikken. Selv om ordrebogen ifølge ejerne har været godt fyldt, så er kassen tom, og der var ikke andre udveje, siger Mark William Lauberg, næstformand i keramikfabrikkens bestyrelse.

Fabrikken er ejet af 19 professionelle keramikere og designere, der alle har egne virksomheder, og åbnede i 2016. Ejernes ønske var at genstarte industriel keramikproduktion på dansk jord. Men økonomien har været et problem fra starten.

– Problemstillingen er meget enkel. I opstartsfasen i 2016 blev der lavet en større gæld på cirka en million kroner, og selv om man lavede en turn-around i 2017 og igen i 2018, har det ikke været nok, siger Mark William Lauberg, der er en af fabrikkens i alt 19 ejere.

– Det kostede mere at starte en keramikfabrik, end vi havde forestillet os, og den gældspukkel har vi så haft med. Vi har ikke kunnet tjene nok til at betale gælden.

Fabrikkens næstformand oplyser, at havde gældspuklen ikke været der, havde situationen været anderledes.

– Det har nogenlunde løbet rundt, og op til jul havde vi godt salg af ø-koppen. Men vi havde ikke likviditet til at komme videre. Vi døde likviditetsdøden.

Ifølge Mark William Lauberg har ejerne forsøgt at skaffe finansiering til at videreføre fabrikken, men forgæves.

– Vi har brugt de sidste måneder på enten at forsøge at sælge fabrikken, at være på udkig efter investorer og haft møder med borgmesteren og andre lokale folk. Vi har afsøgt alle muligheder, men ingen vil investere i gammel gæld, siger Mark William Lauberg.

Tab til mange

Det var de 19 ejere, der selv indgav konkursbegæringen mandag klokken 13.15, og en kurator har nu igangsat konkursbehandling.

– Vi er kede af det i den grad, for vi synes stadig, at det er en fantastisk idé, og vi har jo villet det og brændt for det, og vi havde håb om, at der kunne findes en løsning, siger bestyrelsesnæstformanden.

Ud over de kreditorer, der nu risikerer at miste penge, så står de 19 ejere også selv til et tab, da de alle har penge i klemme.

– Alle har kautioneret og har investeret omkring 100.000 kroner i fabrikken. Det er mange penge for mange af os. For mig personligt kan min virksomhed dog godt klare at betale de penge.

Var det en forkert idé at genstarte keramikproduktion på Bornholm?

– Nej, men vi har været 19 idealistiske keramikere, og fabrikken har været en dyr erfaring for os, men jo, jeg mener godt, man kan lave industriel keramikproduktion i Danmark – og tjene penge på det.

Hvad var fejlen så?

– Vi skulle nok have erkendt, at vi skulle have investeret flere penge fra start. Vi har ikke været professionelle nok og forretningsfolk nok, siger Mark William Lauberg, og peger også på, at det har gjort det svært, at ingen af ejerne boede på Bornholm.

– Det er svært at drive en virksomhed så langt væk fra. Der skal være nogen, der brænder for det tæt på, mener han.

Keramikfabrikken har haft ansat en daglig leder, men det har ikke været nok, mener han også.

Har manglet ledelse

– Den daglige leder har stået for driften af det. Men det er for stor en mundfuld for en daglig leder både at stå for den daglige ledelse og for den strategiske ledelse.

På det seneste har fabrikken også været uden daglig leder, efter at Jeanette List Amstrup i september fratrådte som leder af Den Danske Keramikfabrik, da hun ikke ønskede at forlænge sin to-årige kontrakt med keramikfabrikken.

Samtidig har fabrikken også været uden bestyrelsesformand, efter at bestyrelsesformand Rikke Hagen sammen med endnu et bestyrelsesmedlem trak sig fra deres poster den 2. november.

Næstformand i fabrikkens bestyrelse, Mark William Lauberg, åbner dog en lille bagdør for, at keramik-eventyret ikke uddør.

– Vi har et håb om, at den måske kan køre videre i en ny konstruktion.