Keramikerne håbede til det sidste trods røde tal

Keramikfabrikken i Nexø har haft røde tal på bundlinjen hvert år, siden fabrikken blev etableret i 2015 og åbnede for produktion i 2016, og af de to seneste regnskaber fremgik, at egenkapitalen var væk.

I det seneste regnskab var egenkapitalen på minus 701.647 kroner. En anelse mindre end året før, hvor den var på minus 751.147 kroner.

Og selv om bruttofortjenesten var steget markant fra 2016 til 2017 – fra et minus på 372.765 kroner i 2016 til et plus på 1.126.734 kroner i 2017 – var det ikke nok til at redde keramikfabrikken.

Året kom stadig ud med et minus, selvom det var nede på 44.500 kroner, mod over en million året før.

Samtidig havde virksomheden på det tidspunkt en gæld på over halvanden million kroner.

Ved begge de seneste regnskaber advarede selskabets revisor og ledelse om, at keramikfabrikken kun kunne fortsætte, hvis lån og kreditter kunne opretholdes.

Alligevel troede daværende bestyrelsesformand, Rikke Hagen, i august stadig på virksomheden og forventede både, at fabrikken kunne komme ud med overskud for 2018, og at egenkapitalen kunne genskabes. Dog uden at sætte dato på det sidste.

Efter at hun fratrådte som bestyrelsesformand, har ejerne kæmpet videre på samme håb.

– Indtil for 14 dage siden havde vi en tro på, at vi kunne finde en løsning, siger næstformand i fabrikkens bestyrelse, Mark William Lauberg.