Tidligere direktør om tiltalt ejendomsmægler: Jeg havde ubetinget tillid til hende

Der er ingen tvivl i Kent Kure Johnsens sind om, at det var den tiltalte 55-årig ejendomsmægler, der forfalskede og sendte købsaftaler på en række husbåde, så det så ud som om, de var solgt, selvom der reelt ikke var nogen købere.

– På en skala fra et til ti, vil jeg sige 10. Så sikker er jeg, sagde han, da han vidnede i retssagen mod ejendomsmægleren mandag.

Kent Kure Johnsen var direktør i virksomheden bag husbådprojektet, Baltic Seaside, da det påståede svindel blev begået.

Retssagen mod ejendomsmægleren startede mandag. Hun er tiltalt for underslæb og flere tilfælde af bedrageri og dokumentfalsk.

Ejendomsmægleren nægter sig skyldig i alle anklager mod sig. Hun har blandt andet forklaret i retten, at en anden må have sendt de falske købsaftaler fra hendes mailkonto. Selv nægter hun at have solgt nogen husbåde.

Den nu tidligere direktør forklarede i retten, at ejendomsmægleren gav ham et indtryk af, at salget af husbåde gik suverænt godt. Det skete ikke kun på mail, men også mundtligt og på sms, lød forklaringen fra ham.

Det gik dog efterhånden op for Kent Kure Johnsen, at det ikke var sandheden, og i maj 2017 anmeldte han hende til politiet.

Den nu tidligere direktør opdagede blandt andet, at ejendomsmægleren holdt et møde med Ocean Prawns i Nexø for at optage et lån på Baltic Seasides vegne uden hans vidende.

– Der gik det for alvor op for mig, at noget var ravruskende galt, sagde vidnet i Retten på Bornholm mandag.

Ejendomsmægleren ejede 50 procent af Baltic Seaside, mens direktørens familie ejede de sidste 50 procent.

Tillid
 
Kent Kure Johnsen havde sendt omkring 180 mails til politiet som dokumentation, da han anmelde ejendomsmægleren.

– Tonen var kammeratlig og kærlig i starten. For jeg havde ubetinget tillid til hende på det tidspunkt, sagde vidnet, der forklarede til retten, at tonen dog skiftede til skepsis gennem korrespondancen.

Kent Kure Johnsen fattede blandt andet mistanke, fordi pengene udeblev i flere tilfælde, forklarede han.

Han havde fået flere mails fra en medarbejder i Jyske Bank, der viste, at husbådene var betalt. Ved at henvende sig til banken fandt han dog ud af, at den pågældende medarbejder slet ikke eksisterede.

Det bekræftede et andet vidne i retten senere på eftermiddagen. Vidnet er ansat i Jyske Banks juridiske afdeling og talte på vegne af banken.

De falske mails fra banken er en del af anklageskriftet mod ejendomsmægleren.

Den 55-åriges forsvarer spurgte Kent Kure Johnsen, hvad han mener, ejendomsmægleren ville få ud af at lave falske købsaftaler.

– Jeg har ikke i min efterrationalisering kunnet se formålet med det, der er begået. Jeg kan kun gætte, svarede vidnet.

Afviser tiltaltes forklaring

Mandag vidnede også to af ejendomsmæglerens tidligere ansatte i Retten på Bornholm.

Begge vidner afviste tiltaltes forklaring om, at de ansatte havde adgang til den 55-åriges mailkonto og omvendt.

Den ene af vidnerne forklarede desuden, at han stoppede i ejendomsmæglervirksomheden, fordi mange kunder kom og var utilfredse eller kede af det, når den 55-årige blandt andet ikke overholdt aftaler og ikke var til at få fat i.

Det andet vidne havde været ansat hos den tiltalte i fire år. Hun havde indtryk af, at den 55-årige ikke altid var til at stole på, forklarede hun i retten.

Der er afsat fire dage til retssagen. Tirsdag fortsætter retten med afhøring af vidner og muligvis fremlæggelse af dokumentation, mens forsvarerens og anklagerens afsluttende procedurer afvikles onsdag, hvor der muligvis også falder dom. Alternativt vil dommen falde torsdag.