Langelinies lange historie

De 11 tidligere stenarbejderhuse eller Langelinie i Sandvig, som Lejerbo nu kan sælge som ferieboliger, rummede indtil årtusindskiftet oprindelig 20 boliger.

Dengang fik boligselskabet overdraget husene af den daværende Allinge-Gudhjem Kommune for at gennemføre en renovering og ombygning til 11 almene familieboliger.

Projektet indebar blandt andet sammenlægning af lejligheder. Otte blev tre-rums-boliger på ca. 75 kvadratmeter, en enkelt to-rums-bolig på omkring 61 kvadratmeter og to et rums-boliger på ca. 43 kvadratmeter.

Men i det ydre forblev de historiske huses udseende næsten uforandret. Hans-Aage Steenberg fra Steenbergs Tegnestue stod for projektet. Og eneste væsentlige ændring var, at hver anden hoveddør – med undtagelse af en – mod Hammershusvej udskiftedes med et vindue.

Rækkehusene blev opført i 1890 og 91 som boliger for stenarbejdere og smede ved det nærliggende ”Hammerens Granitværk” på det vidtstrakte areal ”Hammeren”, som Allinge-Sandvig Købstadskommune i 1873 vederlagsfrit fik overdraget fra staten.

Et halvt år senere solgte kommunen hele området til en tysk grosserer Martens. Han brød herefter i nogle år sten på Hammeren. Men da brydningen ikke gav ham det forventede udkomme, forpagtede han foretagendet bort til Axel Reinholdt Wiberg i Allinge.

Wiberg drev stenbruddet under beskedne former frem til omkring 1890. Og i mellemtiden var Hammeren blevet overtaget af Martens svoger – den tyske baron Heinrich von Ohlendorff.

C. F. Tietgen

Nogle år efter stiftede von Ohlendorff – med storfinansmanden, geheimeetatsråd C.F. Tietgen i København, som mellemmand og topfigur – aktieselskabet ”Bornholms Granitværk”. Og 7. marts 1891 udstedte han skøde til Bornholms Granitværk på hele Hammeren med granitbrud og diverse bygningsanlæg.

Herunder også de 20 arbejderboliger, der en måned efter blev optaget i brandforsikringen som færdigindrettede. Og arbejderboligerne langs landevejen til Hammershus blev snart kaldt ”Langelinie” efter deres udstrækning.

Efter Første Verdenskrigs udbrud overtog staten husene i 1914 og solgte dem otte år senere for 500 kr. til Allinge-Sandvig Købstadskommune. Fra 1930 fik beboerne i de seks østligste boliger skøde på deres huse, mens resten forblev i kommunens eje.

Efterhånden overgik de til ældreboliger, og Allinge-Gudhjem Kommune og Lejerbo havde på et tidspunkt – ikke mindst på grund af det nærliggende plejehjem – planer om at ombygge Langelinie til deciderede ældreboliger i lovens forstand. Men det viste sig urealistisk dyrt.