Kokkeduo krydser fingre for mellemjulen

Der dufter mere af træ end af mad, hvis man lægger vejen forbi Det Røde Pakhus i disse dage.

Håndværkere fra Byg-Grønt har travlt med at snedkerere en del af inventaret til det, som bliver Rønnes nye spisested. Hvis alt går efter planen åbner restauranten mellem jul og nytår, men kokkene Troels Madsen og Daniel Kruse tør ikke at garantere noget.

Selv om de står bag restauranten, er det ikke alt, de kan kontrollere. Efter planen bliver køkkenet leveret i begyndelse af næste uge, og personalet er på plads, så de satser på at kunne invitere de første spisegæster inden for i restaurant Det Røde Pakhus, når de har holdt jul med deres respektive familier.

– Den 27. december, men det er stadig et sats, så vi lover som sådan ikke noget. Der er ting, der kan gå galt, som vi ikke kan styre. Vi satser stærkt på, og det er igen et sats, at vi kan lave en reception i slutningen af næste uge, inden vi går på juleferie, siger Troels Madsen, da Bornholms Tidende kigger fordi stueetagen i det gamle pakhus i Snellemark.

Ideen om at åbne noget i Rønne opstod i begyndelse af 2017.

– Jeg er i mange år blevet spurgt om at åbne noget herinde, også før Daniel kom med i butikken, og så synes Daniel og jeg, at der mangler lidt af det, vi kan, og det vi laver, i Rønne. Derfor begyndte vi at kigge efter et sted. Det har vi gjort siden efteråret sidste år, fortæller Troels Madsen.

– Ja, faktisk lidt før også. Før der kom noget rigtig konkret, var vi rundt at kigge lidt, og vi har faktisk været i gang med andre ting og sager, inden det her kom på banen, tilføjer Daniel Kruse, mens håndværkerne saver, hamrer og skruer.

Det Røde Pakhus kom i spil, da Peter Kongskov fra Byg-Grønt tog kontakt og sagde, at han havde noget, Troels Madsen burde se. Det var der også andre, der havde gjort, så i første omgang var Troels Madsen lidt afvisende.

– Der var nogen, der gerne ville vise mig en gammel dyrehandel, hvor de mente, at jeg skulle lave restaurant. Men han fik mig overtalt til at komme ind og kigge på det, og så ringede jeg til Daniel efterfølgende. Så den her dialog har vi været i gang med siden maj, siger Troels Madsen.

– Vi var allerede i gang med et andet projekt, en anden lokation, som krævede rigtig meget, og så kunne vi lige pludselig komme ind til noget, som var nemmere tilgængeligt, supplerer Daniel Kruse.

Et uformelt sted

For dem er Det Røde Pakhus interessant, fordi det ligger helt centralt, og så passer størrelsen dem rigtig godt.

– Her vil næsten altid se fuldt ud, hvis bare der er fire borde, fordi det er sådan et lille, intimt lokale, forklarer Troels Madsen.

Ifølge Daniel Kruse er det også et plus, at der aldrig har været restaurant før.

– Det er sjovt at starte noget fuldstændig nyt i Rønne uden referencer til noget, der har været før, siger han.

Til gengæld gør det opgaven større, end hvis det hele var etableret i forvejen. I så fald havde restauranten allerede været åben, bemærker Troels Madsen.

Når den åbner, er det tanken, at det skal være et hyggeligt, uformelt sted med dejlig mad, som bliver en blanding af det, de laver på Christianshøjkroen i Almindingen og Molen i Nexø. Prisniveauet bliver stort set også det samme, fortæller de.

På en normal aften bliver der plads til 36 spisende gæster, mens selskaber kan være lidt større. Om sommeren bliver pladsen foran pakhuset taget i brug, og der vil være 50 ekstra pladser, men de ved endnu ikke, om de åbner inde og ude på samme tid.

Både Troels Madsen og Daniel Kruse får deres gang i Det Røde Pakhus, men det bliver lidt op og ned, hvem af dem der vil være der, eller om nogen af dem vil. Der må man bare kigge forbi og se, hvem der er på arbejde.

– Det vil hænde, at vi er ude på et af de andre steder at lave mad og service. Det vigtigste er, at man kan føle os i alle tre butikker, så er det fuldstændig ligegyldigt, hvor vi er den enkelte dag. Det skal være godt, om vi er der eller ej, pointerer Troels Madsen.

Han synes, det er sjovt, spændende og udfordrende at starte noget nyt, se det vokse og tage form. Daniel Kruse vil bare gerne lave noget mad. De er dog enige om håbet om, at der vil være et kundegrundlag til den nye restaurant i Rønne.

– Både fordi Troels er blevet spurgt, og fordi der er nogle erhvervskunder, der har spurgt, om det kunne lade sig gøre, at vi åbner noget i Rønne. Vi får ret mange ud, både på Christianshøj og på Molen, der har repræsentationsmiddage eller middage med kunder. Det er også lidt derfor, vi føler, det er rigtigt, siger Daniel Kruse.