Privatskole bygger om for millioner – og har pengene på kontoen

Næste år bliver der ekstra travlhed på Rønne Privatskole, når håndværkere rykker ind for at bygge en ny førstesal med et stort fællesrum og et nyt fysiklokale. Skolen har afsat syv millioner kroner til udvidelsen, der efter planen går i gang i sommerferien.

– Vi vil gerne i gang den 8. juli. Eleverne går på sommerferie den 28. juni, og så har vi en uge, hvor vi har møder og skal runde en masse ting af, og det kunne måske være fint, at vi havde ro til det og også til at flytte nogle ting. For når de først kommer, så er det planen, at de skræller taget af, og så er det meget godt, at vi ikke har en masse ting stående nedenunder, siger skoleleder Jesper Jørgensen.

Om tidsplanen holder, kommer blandt andet an på, om skolen kan nå at lave de nødvendige aftale og få de nødvendige tilladelser. Fysiklokalet skal være klar til skolestart den 3. august.

Til gengæld må kontorer og lærerværelse formentlig rykke i midlertidige lokaler i en periode, mens den nye førstesal ovenpå administrationen bliver bygget. Tanken er, at byggeriet skal være færdigt omkring 1. december næste år.

– Jeg tror, at vi i løbet af foråret skal finde ud af, hvad vi helt præcist gør i forhold til flytningen, men også når vi kommer tilbage, i forhold til hvor vi skal være henne, for vi kan højst sandsynligt ikke være her. Vi skal nok finde et andet sted at være i nogle måneder, og vi har forskellige muligheder her på skolen. Så jeg tænker ikke, at vi skal ud at leje nogle containere, men det må vi se på, siger Jesper Jørgensen, som selv har kontor under den kommende førstesal.

En skole for alle

Med etableringen af en ny førstesal følger kravet om en elevator, med mindre skolen kan bevise, at den overhovedet ikke har noget at bruge den til. Det tror Jesper Jørgensen ikke på, og han kan sagtens se en fordel ved en sådan elevator.

– Det er et meget godt signal at sende, at vi er for alle. Derfor kommer der en elevator, siger han.
Derudover bliver en eksisterende trappe mellem kælderen og forhallen ført videre op til den nye førstesal.
Hvordan det helt præcist bliver, ved skolen først, når der kommer tal på, og Jesper Jørgensen regner med, at detailplanlægningen begynder i januar.

Penge i banken

Den økonomiske side af sagen klarer Rønne Privatskole uden at låne penge. Det er nemlig penge, den har i banken, og det har været et krav fra skolebestyrelsen, at der ikke skulle lånes penge, fortæller skolelederen.

– Det er også derfor, vi siger, at vi skal kunne holde det på omkring syv millioner kroner, måske syv og en halv. De likvide midler er steget støt de seneste år. Vi har haft nogle gode resultater. Det er rigtig,rigtig godt. Det er vi meget glade for, og nu er det sådan, at vi betaler negativ rente for at have dem stående, siger Jesper Jørgensen.