Kommunens miljøfolk slås med kæmpe arbejdspukkel

Lige godt 1.300 arbejdstimer. Så mange uafsluttede sager ligger lige nu og venter på de af kommunens folk, der behandler miljøgodkendelser. Næste år regner man med, at nye sager vil lægge beslag på omkring 750 arbejdstimer.

Samlet set over 2.000 arbejdstimer vil ikke være muligt at få fra hånden med de tre et halvt årsværk, der er til rådighed i dag. Der er brug for endnu et årsværk, og det bevilgede kommunalbestyrelsens økonomiudvalg derfor onsdag for at lette presset på miljøfolkene.

– Vi tilfører et årsværk. Vi har en medarbejder, der ophører, og pengene derfra vil så blive flyttet over, fortæller medlem af økonomiudvalget Søren Schow (V).

Ud over at mange sager om miljøgodkendelser ligger og venter, er medarbejderne yderligere presset af, at et årsværk øremærket netop miljøgodkendelser falder bort med årets udgang. Årsværket blev bevilget i 2015 for at sikre, at landmænd hurtigere kunne få deres sager om at blive miljøgodkemdt at udvide gennem systemet.

At sætte produktionen af svin i vejret er en del af aftalen med Danish Crown om at levere flere svin til slagteriet, og mange landmænd har derfor udvidet deres bedrifter. Faktisk så mange, at kommunens folk har fået meget svært ved at følge med.

Kommunens Center for Natur, Miljø og Fritid har lovet midlertidig hjælp med at behandle nogle sager. Det vil dog samtidig betyde, at en række miljøopgaver ikke vil blive løst. Det kan gælde klagesager og landzonesager, der igen vil forsinke folks byggesager, når landzonesager må vente i en periode.

– Vi har en massiv udfordring med både byg og plan. Der er en del sygdom, og den seneste trivselsmåling viser, at de er under et betydeligt pres. At Bornholm er i vækst sætter ekstra pres på. De er under voldsomt pres, siger Søren Schow.