Babysalmesang – et nyt tilbud i kirken

Fra begyndelsen af det nye år inviterer Allinge Kirke som noget nyt hver torsdag formiddag til babysalmesang.

Det er sognemedhjælper Lonnie West Andersen, der har taget initiativ til det nye tilbud til forældre og deres baby. Selv om hun ikke tidligere har stået for babysalmesang, så er hun helt klar.

Lonnie West Andersen har talt med erfarne arrangører og har desuden selv oplevet, hvor meget godt man som mor kan få ud af at mødes med andre og synge salmer med de helt små.

– Det bliver klassisk babysalmesang. Vi kommer til at have en halv times tid med en masse til babyernes sanser. Der kommer til at være forskellige sange og salmer med fagter, og ting, som babyerne kan få øje på og røre ved.

– Jeg håber at opleve den store opmærksomhed, som babyer kan have på, hvad der sker omkring dem. Jeg kan huske det fra, da mine egne børn gik til babysalmesang. Der skete noget, bare idet de kom ind i kirkerummet. Lydene, lyset og lugtene er anderledes der, og det vækker deres opmærksomhed. Når mor så synger og laver fagter, så kan man se, hvor koncentreret sådan nogle små babyer kan være på, hvad der sker foran dem, fortæller Lonnie West Andersen.

Der vil hverken være prædiken eller bibelhistorier til babysalmesang. Fordi som Lonnie West Andersen siger, så forstår babyerne alligevel ikke noget af alt det. Men babyerne forstår til gengæld de melodier, som man synger. Og dem kan moren tage med sig hjem og bruge i andre sammenhænge.

– Jeg har selv brugt nogle af de sange, vi lærte, til at berolige mine børn. Når de kender sangene, virker det trygt, når man synger dem som vuggeviser og andet. Man kan se babysalmesang som en mulighed for at udbygge sit repertoire, fortæller Lonnie West Andersen.

Ledige pladser

Det er ikke et krav, at man skal bo i Allinge-Sandvig for at deltage i babysalmesang. Der er plads til ti mødre eller fædre på holdet, og der er stadig ledige pladser. Man skal bare kontakte Lonnie West Andersen

Babysalmesang i Allinge Kirke begynder for første gang torsdag 10. januar 2019 klokken 10.00. Som udgangspunkt er det for babyer op til 9-månedersalderen.