Onsdagens leder: Et topjob er ikke en hastesag

Hvis kommunen allerede har – og det ser sådan ud – den helt rette kandidat på plads til jobbet som kommunaldirektør, så fortjener vedkommende, at den proces, der skal lede til en forestående ansættelse, bliver så grundig og omfangsrig, at der efterfølgende ikke kan sættes en finger på forløbet.

Bornholms Tidende kunne i går berette, at der er lagt op til en hurtig proces – ifølge kommunalforsker Roger Buch en alt for hurtig proces – når Peter Lofts afløser skal findes. Det kan give anledning til spekulationer, som i værste fald kan spænde ben for en kommende kommunaldirektør.

For det er ikke optimalt at sidde på kommunens suverænt dyreste post velvidende, at man kan blive beskyldt for at være blevet sneget ind ad bagdøren. Om ikke i nattens mulm og mørke, så mellem jul og nytår.

Peter Loft blev fyret som kommunaldirektør i starten af oktober med begrundelsen, at man i kommunen ønsker sig en anden profil. Efter godt halvandet års ansættelse var det farvel til Loft, som nu hæver bornholmske lønkroner i et års tid. Det løber i alt op i et par millioner kroner.

Og hvem er så denne “anden profil”, som skal erstatte Peter Loft og fremover være de kommunalt ansattes øverste chef sammen med borgmesteren?

Et meget godt bud er selvfølgelig den mand, som nu i to omgange har været konstitueret kommunaldirektør, og som også er at finde på posten netop nu: Johannes Nilsson.

Der er formentlig ingen tvivl om, at Nilsson er interesseret i jobbet, og at dømme ud fra kommunens ansættelsesproces så kunne noget altså tyde på, at interessen er gengældt.

Det er svært at have noget imod, at en mand, som har formået at arbejde sig op i det kommunale system – en mand, som har vist sig stabil, vedholdende og dygtig – skulle løbe med posten som kommunaldirektør.

Johannes Nilsson ligner en firmaets mand, og man kan godt forstå, hvis Bornholms Regionskommune nu vil forsøge at satse på det sikre og vælge en kommunaldirektør, der kunne tænkes at sidde længere end halvandet år. Johannes Nilsson er en mand, der kender kommunen og jobbet.

Men altså: Hvis stolen er stillet frem til Johannes Nilsson, hvis ansættelseskontrakten stort set er udskrevet og blyanten til underskriften er spidset, så skylder man ham alligevel en proces, hvor han skal vise sit værd.

Det er en attraktiv post, stillingen som kommunaldirektør på Bornholm. Både hvad angår ansvar og løn er der noget at hente, og man kan sagtens forestille sig, at kommunen vil få en bunke ansøgninger, hvor også nogle tunge kandidater vil stikke ud.

Den nuværende, konstituerede kommunaldirektør vil være én af dem, men for alles bedste – ikke mindst hans eget! – bør han tage en kamp på fair vilkår i en mere optimal ansættelsesproces, inden han tager plads i sit nye kontor.