Imponeret lærer: Højskolens udstilling er den bedste nogensinde

Stor tilfredshed med elevernes værker prægede søndag lærerne på Bornholms Højskole, der her slog dørene op for den traditionsrige juleudstilling af elevernes værker.

– De fleste elever har været nybegyndere i håndværksfagene. Enkelte af eleverne har haft fingre i nogle smykker før, men langt de fleste har været novicer. Jeg synes, at de har rykket sig fantastisk, siger Simon Lund Koefoed, lærer i keramik og en del af højskolens ledelse.

– Hvert år synes jeg, at vi siger, at det er en endnu flottere udstilling end sidste år. Og det vil jeg også sige i år, siger han.

En af de elever, der før har prøvet at fremstille smykker, er 19-årige Søren Kølbæk. Han har fremstillet smykker, siden han var 16.

– Jeg tog et kursus, da jeg var 16, og min far har også fremstillet smykker som hobby. Så jeg har prøvet det lidt af og også været i praktik hos folk i min familie. Smykker ligger lidt til familien, fortæller han.

Nu vil han i lære

Søren Kølbæk er blandt de elever, der vil arbejde videre med kunsthåndværk efter opholdet på Bornholms Højskole. Andre søger direkte ind på glas- og keramikskolen i Nexø eller gør det efter et mellemspil, hvor de har dygtiggjort sig andre steder.

– Jeg tager til København og har fundet et værksted, som jeg kan leje mig ind i, mens jeg søger læreplads hos guldsmede, siger han.

– det har givet mig ret meget at være her. Før jeg tog på højskole, havde jeg taget grundforløbet. Her fik jeg en del opgaver, så jeg mistede lidt det at lege og føle mig fri, mens jeg fremstiller smykker.

– På højskolen har min lærer været rigtig god til at hjælpe, når jeg har siddet fast med en ide, fortæller Søren Kølbæk.

Alle eleverne er under deres ophold blevet undervist i mindst to af skolens værksteder. Nogle har desuden prøvet sig af i andre værksteder i deres fritid. Søren Kølbæk har også haft keramik.

– Det er også sjovt. Det er et helt andet materiale, men samtidig også et, som man kan bruge til at fremstille smykker med, siger han.

Værker kommer med hjem

Udstillingen varede udelukkende søndag eftermiddag. Det er elevernes næstsidste weekend på skolen, så der plejer at komme forældre på besøg.

– Fordi eleverne snart er færdige, benytter nogle forældre lejligheden til at se skolen. Nogle benytter også lejligheden til at tage nogle kasser med glas og keramik med hjem i bilen, fortæller keramiklærer Simon Lund Koefoed.

Højskolens julesudstilling er netop…en udstilling. Ind imellem er det dog sket, at udstillede værker har skiftet hænder.

– Vi har ikke lagt det an på salg, men det hænder, at der kommer publikum, der gerne vil have fat i det ene eller det andet. Men det må de klare gennem kunstneren selv, siger Simon Lund Koefoed.