To voksne i klassen ses som vej til bedre bornholmsk folkeskole

To lærere på, måske i alle klasser? Højst 23 elever i hver klasse? Eller mere uddannelse til lærere og skoleledere?

Det var bare tre ud af rigtig mange forslag til, hvordan Bornholm kan få en bedre folkeskole, som en meget bred kreds af mennesker med interesse i folkeskolen tirsdag eftermiddag havde tre timer til at prioritere på Vibegård udenfor Rønne.

Blandt de mange forslag pegede en del arbejdsgrupper på, at to lærere i flest mulige klasser vil kunne gøre en positiv forskel for Bornholms folkeskole. De mange forslag er i efteråret kommet til verden i skolebestyrelserne på de seks folkeskoler.

– Der var ret stor opmærksomhed på to voksen-ordninger. Det blev nævnt mange steder. Det kan bare betyde mange ting, for der er forskel på to voksne fra 0. til 9. klasse, to voksne fra 0. til 3. klasse, i dansk og matematik – og en lærer og en pædagog, siger kommunens skolechef Espen Fossar Andersen.

– Nu går vi i gang med at regne på økonomien i de enkelte forslag. Vi er slet ikke færdige endnu, siger han.

Fem millioner rækker ikke langt

Med omkring 50 konkrete forslag i spil og ”kun” fem millioner kroner ekstra at gøre godt med i folkeskolernes budget for næste år handlede øvelsen på Vibegård om at prioritere.

Det førte forslaget om to lærere i flest mulige klasser frem som et af de mest populære. Også specialtilbud på de enkelte skoler og mere efteruddannelse til lærerne blev nævnt af flere grupper. Arbejdsgrupperne prioriterede desuden en række ideer, som skolerne kan gennemføre med de midler, som skolerne allerede råder over.

Skulle alle de mange forslag gennemføres, vil det koste betydeligt mere end de ekstra fem millioner kroner, som folkeskolerne sidst i august fik til rådighed på næste års kommunale budget.

– Alle de her forslag kan vi slet ikke få opfyldt. Men vi siger, at de ting, som vi gennemfører, skal være noget, der kan mærkes ude i klasserne. Det skal kunne mærkes, at nu sker der noget, siger Esben Fossar Andersen.

Skolechefen er rigtig fint tilfreds med stormødet på Vibegård.

– Vi havde en rigtig, rigtig god aften. Der var et rigtig godt engagement, og der blev knoklet rundt om ved bordene. Det var en spændende snak, hvor folk virkelig tog ansvar, siger Espen Fossar Andersen.

Resten af året og i starten af næste år vil de prioriterede forslag fra mødet på Vibegård blive udmøntet til forslag om konkrete handlinger i 2019 og de følgende år. Det vil ske som forslag til, hvordan folkeskolernes ekstra fem millioner kroner skal bruges. Hvert af årene fra 2020 til 2022 bliver folkeskolerne tilført fire millioner kroner ekstra.

Børne- og skoleudvalget er udset til at behandle den endelige plan på sit møde den 5. februar, og kommunalbestyrelsen sigter så mod at have folkeskolens strategiplan på dagsordenen ved mødet sidst i februar.