Peter Juel: Molslinjens gebyr skal helt væk

Selvom gebyret for at ændre sin færgebillet bliver sat ned fra 100 til 50 kroner efter nytår, vil folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V) have gebyret helt væk, før han er tilfreds.

– Jeg glæder mig selvfølgelig over, at man fjerner gebyret på personlig betjening. Jeg forventer så også, at det bliver på al personlig betjening, siger han om det gebyr, som Molslinjen onsdag valgte helt at fjerne.

– Men når det kommer til færger, har jeg det også sådan, at mere vil have mere. Så samtidig med, at jeg klapper Molslinjen på skulderen, vil jeg også sige, at nu må vi arbejde på også at få fjernet de sidste 50 kroner i gebyr for at ændre sin billet, siger Peter Juel Jensen.

At komme helt af med gebyret for at ændre en billet vil ikke kun være i bornholmernes interesse, mener han.

– Jeg tror faktisk også, at det er i alles interesse helt at fjerne gebyret for at ændre sin billet. For så kan det endnu bedre betale sig at udbytte sin billet i stedet for at rive den i stykker. Det vil give en bedre udnyttelse af færgens kapacitet og derfor også flere passagerer på færgerne, siger Peter Juel Jensen.

– Vi er inde i en god proces. Jeg vil bare stadig gerne se endnu flere dryp fra Molslinjens side. Så er jeg sikker på, at bornholmerne og Molslinjen nok skal komme til at holde af hinanden, og det synes jeg, at begge parter fortjener, siger han.