Ann Hartl: Ændrede gebyrer er et godt skridt men vi er ikke i mål

Det er et godt skridt på vejen, når Molslinjen nu fjerner gebyret for personlig bestilling af færgebilletter og halverer gebyret for at ændre en billet fra 100 til 50 kroner. Men der er stadig et stykke vej at gå endnu.

Det siger Bornholms Passagerforenings formand Ann Hartl.

– Det var da et godt forslag, men jeg skal selvfølgelig lige se det, før jeg for alvor kan melde noget ud omkring det. Men som udgangspunkt lyder det som et rigtig godt initiativ, siger hun.

– Der er stadig bare også grundlæggende ting, der ikke fungerer i prisstrukturen, og kontraktens tilgang til de maksimale gennemsnitspriser er også problematisk. Derfor er vi heller ikke i mål, selvom gebyrerne nu bliver ændret, siger Ann Hartl.

Også efter det ene gebyr nu bliver halveret og det andet fjernet, er der stadig et spænd mellem Molslinjens prispolitik og bornholmernes oplevelse af ret og rimeligt, siger passagerforeningens formand.

– Der har altid været begrænsninger på lavprisbilletterne. Problemet er, at der med den her prisstruktur kommer så stort et fokus på lavprisbilletterne, at folk tror, at de køber en almindelig billet, når de køber en lavprisbillet, siger Ann Hartl.

– Folk tror, at den billige billet er noget, som den ikke er, og bornholmerne mener heller ikke, at det er rimeligt overhovedet at skulle betale et gebyr for at ændre en billet.