DAT dropper halvtomme afgange

Siden DAT åbnede en direkte rute mellem Rønne og Aalborg sidste år, har mange bornholmere og nordjyder nydt godt af at kunne tilbagelægge turen fra den ene ende af landet til den anden på bare 50 minutter.

Næste år bliver perioden med afgange mellem Bornholm og Aalborg dog kortere end i år, fortæller Michael Hillebrandt, ruteplanlægningschef ved DAT. Til gengæld indsætter flyselskabet flere afgange i de uger, hvor de flyver mellem de to landsdele.

– Vi har på Aalborg-ruten haft en rigtig god belægning henover sommeren, og vi vil derfor indsætte flere ugentlige afgange næste år – dog i en lidt kortere periode, da der ikke var så mange gæster med på de første afgange før sommerferien, og heller ikke på de afgange vi fløj sidst på sommeren, siger Michael Hillebrandt.

Næste år vil de ugentlige flyvninger mellem Rønne og Aalborg derfor starte et par uger senere end i år og slutte et par uger tidligere.

I år har DAT haft to ugentlige afgange mellem Rønne og Aalborg fra den 26. april til den 21. oktober. Desuden har flyselskabet indsat fly i forbindelse med påske og jul.

Et sted mellem 60 og 75 procent af sæderne på Aalborg-ruten har været solgt, vurderer Michael Hillebrandt.

– Vi prøver at tilpasse det sådan, at vi forhåbentlig kan få lidt flere gæster med os, så vi får fyldt op i stedet for at flyve halvtomt, siger Michael Hillebrandt, som mener, at nordjyderne lige skal vænne sig til flyruten til Bornholm:

– Jeg tror, der er rigtig mange, der husker Bornholm, som et sted man tog til i skolen, og så glemmer man måske lidt, at man nemt kan komme derover nu om dage, siger han.

Sidste år, da selskabet åbnede ruten mellem de to landsdele, lå de ugentlige afgange fra midten af juni til slutningen af oktober.

Færre afgange til Billund

Også perioden med fly mellem Rønne og Billund bliver kortere næste år.

I år har DAT udvidet Billund-ruten markant, sådan at der næsten dagligt var afgange på strækningen fra slutningen af marts til slutningen af august.

– I de første to til tre uger af perioden havde vi kun en belægning på omkring 30 procent. Det er lige tyndt nok til, at vi holder skindet på næsen. Derfor tænker vi at starte to til tre uger senere og slutte to til tre uger senere næste år, siger Michael Hillebrandt.

Selskabet begyndte at flyve fra Rønne til Billund i 2015, og ruten har været populær, fortæller ruteplanlægningschefen:

– Det er egentlig gået så godt med ruten, at vi ville prøve at gøre den helårlig i år, men vi har konstateret, at det måske var lige ambitiøst nok. Det er derfor, vi forkorter perioden.

I 2019 vil ruterne fra Rønne til både Billund og Aalborg derfor være sommerruter med enkelte undtagelser i forbindelse med påske og jul.