Børnene er vendt tilbage til byen: Man ved hvad man får – og man får meget for pengene

– Det er skønt, at børnene er kommet tilbage.

Det siger Hanne Nielsen og klapper i hænderne. Hun har boet i Lobbæk i 50 år og har oplevet udviklingen fra driftig stationsby til stille forstad. Brugsen, mejeriet, købmanden, frisøren, slagteren er for længst lukket, og i en lang periode var børnene også væk.

Men nu er de kommet tilbage, og i lørdags var over 30 af dem forsamlet på pladsen foran Medborgerhuset for at se juletræet blive tændt.

– Jeg tror, børnefamilierne er vendt tilbage, fordi de ved, hvad man kan få i Lobbæk. Her er ingen skole, ingen butikker. Men vi ligger som en afstikker fra Aakirkeby og Rønne, og huspriserne er fortsat lave, siger Anette Andersen, der har siddet i borgerforeningens bestyrelse i ti år.

Hun kan berette om tårnhøjt fremmøde til foreningens arrangementer. 100 møder op til sankthans, altså en tredjedel af byens indbyggere, 70 møder op til sommerarrangementerne, og der er ligeledes stor tilslutning til turene ud af byen.