Succes på Bornholm: Spies fløj sydpå med fyldte fly

Rejsearrangører, der lever af at sende danskere sydpå i sommermånederne, havde et svært 2018, da Danmark blev ramt af hedebølge, og mange valgte at blive hjemme.

Rejseselskabet Spies mærkede også tendensen, men da man på Bornholm ikke flyver i sommermånederne, havde Spies et godt år med sine 10 ture sydpå direkte fra Bornholms Lufthavn.

Det fortæller selskabets produktchef Carlos Cebrian til Bornholms Tidende.

– Vi kunne selvfølgelig mærke, at billetterne i foråret blev solgt lidt lettere end dem i efteråret, for hen over sommeren havde folk vist fået nok sol, siger han.

Spies fløj dog med så fin en belægning som 99,2 procent, fortæller Carlos Cebrian. Det er lig med, at cirka 2.100 bornholmere blev sendt sydpå direkte fra Bornholm i år.

Næste år sender Spies 11 fly på vingerne fra Bornholm. Nyt på programmet er Tyrkiet, som folk igen er begyndt at efterspørge, fortæller Carlos Cebrian.

Overskud på en milliard

Koncernen bag Spies, Thomas Cook Northern Europe leverede i øvrigt det næstbedste regnskab i selskabets historie.

Overskuddet i perioden 1. oktober 2017 til 30. september 2018 ligger på lidt over en milliard kroner, oplyser Spies.