Foredragsrække slutter med spørgsmålet: Er der mere mellem himmel og jord?

Tirsdag inviterer Bornholms Folkeuniversitet til det 10. og sidste foredrag i sin filosofiske foredragsrække på biblioteket i Rønne. Det er mag.art., ph.d. Mikael Rothstein fra Syddansk Universitet, som holder foredraget ”Er der mere mellem himmel og jord? Ja, måger for eksempel”.

Udgangspunktet for foredragets religionskritiske betragtninger er, at alt, som har med religion at gøre, kan forstås på samme måde som alt andet i menneskenes verden. Religion er en særlig form for kulturelt udtryk, men religion er ifølge Mikael Rothsteins opfattelse ikke noget særligt i sig selv, fremgår det af en pressemeddelelse.

Som religionshistoriker analyserer han religionerne som kulturelle, sociale og biologiske fænomener. Foredraget begynder klokken 19.