Det burde ikke kunne ske, siger Leif Olsen om underskud i BAT

I kommunens seneste økonomiopfølgning regnede man med, at BAT ville komme ud af 2018 med et overskud på 100.000 kroner. At busselskabet i stedet ender året med et underskud på syv millioner kroner, er ikke godt nok.

Det mener formand for natur- og miljøudvalget Leif Olsen (SF).

– Økonomiopfølgningen har ikke været specielt retvisende. Eftersom at det er de ting, som vi både administrativt og politisk bruger til at styre efter, kan jeg jo ikke sige, at det er godt nok, siger udvalgsformanden, som regner med, at pengene til dels skal findes via en tillægsbevilling.

– Den fremadrettede driftssituation i BAT, ser jeg positivt på, men det er klart, at vi skal finde nogle penge. Hvis man skulle afdrage hele beløbet på BAT, ville det gå voldsomt udover selskabets serviceniveau, siger Leif Olsen, som ikke kan komme nærmere ind på finansieringen af underskuddet på nuværende tidspunkt.

Hvordan regningen skal betales er nemlig noget af det, som natur- og miljøudvalget skal blive enige om, når de mødes tirsdag eftermiddag.

På spørgsmålet om, hvordan kommunen har kunnet regne så forkert, svarer udvalgsformanden:

– Jamen, det bør man ikke kunne. Præcis hvordan det er sket, kan jeg ikke sige, for jeg er ikke regnskabsekspert. Men det må ikke gå så galt, fordi så handler vi i blinde, og det er det eneste, vi ikke må.

Det er blandt andet øgede udgifter til personale, brændstof og vedligeholdelse af busser, som har medført røde tal på busselskabets bundlinje.