Brand på Stensebyvejen: Dyr er ikke i fare

Halvdelen af en maskinlænge på en minkfarm på Stensebyvejen i Bodilsker er udbrændt.

Det oplyser indsatsleder Kim Riis, Bornholms Brandvæsen.

Maskinlængen er blevet brugt til opbevaring af halm og maskiner, og der er et fryserum til opbevaring af minkpelse.

Bornholms Politi har netop ophævet afspærringen af Stensebyvejen.

Røgfanen er aftaget, men det anbefales stadig, at beboere på Stensebyvejen lukker vinduer og døre samt holder ventilationsanlæg slukket.

Dyrene på minkfarmen har ikke været i fare ved branden, oplyser Kim Riis:
– Minkene står heldigvis øst og syd for maskinlængen, så røgen er gået den rigtige vej i forhold til dem. Røgen var noget giftig på et tidspunkt. Men det ser bedre ud nu, hvor vi har fået den dæmpet.

– Vi har et par timers arbejde med at flytte noget halm, siger Kim Riis.