Verdens (måske) højeste adventsstage lyser op over Øresundsbroen

Der bliver for andet år i træk tændt op i Øresundsbroens pyloner, når verdens (måske) højeste adventslysestage tændes.

Øresundsbroens adventslys befinder sig 203,5 meter over havets overflade, og efter stor interesse udvides juleindsatsen nu med juletræer i betalingsanlægget, som sammen med adventslysene skal sprede julestemning over Øresund.

Sådan lyder det fra Øresundsbro Konsortiet.

Det første lys i adventsstagen tændes søndag og vil være tændt hele ugen i tidsrummet kl. 15.00 til 9.00 næste morgen.

De efterfølgende søndage i advent tændes endnu et lys. Derudover vil adventslysene også være tændt juleaften, juledag, mellem jul og nytår og nytårsaften, oplyser Øresundsbro Konsortiet.