Selskabet bag er i betalingsstandsning: Fætter BR i knibe

Selskabet Top-Toy, der står bag Fætter BR og Toys “R” Us i Norden, går i betalingsstandsning.

Fætter BR har blandt andet en butik på Store Torv i Rønne. Herfra sagde butikschef Steven Van Der Weij fredag til TV 2/Bornholm, at butikken i Rønne ikke bliver ramt. Her tager man derfor situationen roligt.

På et opslag i indgangsdøren til butikken bliver kunderne da også beroliget:

“Du kan fortsat trygt handle hos os. Din ordre, returret og reklamationsret er sikret, selvom BR er under rekonstruktion, og vi står klar til at hjælpe dig med årets julegaver”.

Helt så roligt kan man ikke tage det andre steder.

Selskabet vil lukke op mod 100 butikker i Norden og Tyskland, og derudover skal der blandt andet skæres i hovedkontoret i Vallensbæk. Samlet står 450 til at miste jobbet. De 180 er i Danmark.

Meldingen kommer i forbindelse med et årsregnskab, der viser et underskud på to milliarder kroner.

Top-Toy driver 226 BR-butikker. Derudover har det 72 varehuse med Toys “R” US.

Lørdag formiddag var der i øvrigt pænt med kunder, der gjorde deres julegaveindkøb i butikken i Rønne.