Marked på Villa Nova er en overraskende stor succes

Det er ikke nemt at finde en parkeringsplads foran Villa Nova i Nordskoven lørdag ved godt frokosttid. Nogle af de mennesker, der er kommet i bilerne, er måske ude at gå tur i den tågede skov, men langt de fleste finder vi indenfor til julemarked i Rønnes gamle danserestaurant.

Det er veninderne Jeanett Harup-Pelsen og Charlotte Moskjær, der arrangerer. Sidstnævnte står ved baren og skænker gløgg, førstnævnte har en stand på den gamle scene, hvor mange bornholmske poporkestre i sin tid har spillet op til dans. Her tilbyder hun sine juledekorationer af naturens materialer, blandt andet adventskranse.

Jeanett Harup-Pelsen et godt overblik herfra, og hun lægger heller ikke skjul på, at hun kan puste ud:

– Jeg har ikke sovet i flere nætter, for jeg har tænkt på, om der mon kommer nogen. Jeg er meget overvældet og glad, for vi konkurrerer med så mange andre i denne weekend. Der er mange andre end mig, der siger, at Villa er et dejligt sted, og mange fortæller, at de er kommet her. Det er et fedt sted, siger Jeanett Harup-Pelsen.

De to veninder arrangerede sidste år julemarked i den tidligere Flügger farvehandel i Hasle:
– Det gik godt, og der kom mange. Så kom nogle af stadeholderne og spurgte, om vi ikke skulle gøre det igen i år. Vi kontaktede Villa Nova, for jeg har altid godt kunnet tænke mig at lave noget her. Her er en god atmosfære og skoven – det er et oplagt sted at holde et julemarked, siger Jeanett Harup-Pelsen.

Flytningen gjorde det også muligt at arrangere et større marked, og man er cirka 20 stadeholdere.

– Det er ikke et kræmmermarked med brugte ting, men et marked med juleting, julegaver, godt håndværk, der skal være noget kærlighed i tingene. Det ser fantastisk ud. Jeg har ikke haft tid til at sidde og lave noget, som jeg havde regnet med. Så jeg tror, vi gentager til næste år. Jeg kan ikke forestille mig andet, siger Jeanett Harup-Pelsen.

De stadeholdere, avisens udsendte taler med, glæder sig over at være med og over de mange besøgende.

Mona Mogensen er en af dem:
– Det er meget godt at kunne tage ud på markeder, når jeg ikke selv kan bruge alt det, jeg laver. Jeg plejer at sige, at jeg har damp herfra og ned, siger Mona Mogensen og peger på underarm, hånd og fingre.

– Det er også hyggeligt og uforpligtende at komme ud og snakke med andre og få nogle nye ideer til, hvad man kan lave, siger Mona Mogensen.

Julemarkedet har også åbent søndag den 2. december kl. 10-17.

Køb dagens avis som e-paper fra kl. 14.00 – Klik her