Leder: Om fed jul på bornholmsk og en frihedsminister med hjemve

Så, nu må vi endelig: Tænde for lysene og finde playlisten med julemusik og den store kasse med julepynt frem fra gemmerne.

December er over os. Julen er her, det er den 1. december. Jeg siger det med begejstring, for det der med julehygge og lys, masser af lys, er en disciplin, som bornholmere mestrer bedre end de fleste.

At krydse Bornholm sådan en mørk og stormfuld morgen på denne tid af året, er som at køre igennem kulisserne til filmen Fars Fede Juleferie.

Husker du Chevy Chase i rollen som den godsindede, men evigt uheldige og skøre familiefar, Clark Griswold, der går fuldstændigt amok i julelys og sætter det lokale energiselskab i nødberedskab, da han endelig tænder op for hytten til jul?

Et uforglemmeligt filmøjeblik, som vi genoplever i mit hjem år efter år.

Vi har mange Clark Griswolds på Bornholm. Tak for det. I skulle bare vide, hvor det luner. Mørkt er det. Men keder os, det gør vi ikke.

Det er der ellers mange af mine bekendte, der tror: Hvad laver I egentlig, når det ikke er sommer? Tja. De skulle bare vide, skulle de. Vi har så rigeligt at se til.

Vores nye færgeoperatør Molslinjen gør det ikke mindre underholdende, må vi erkende, og i denne uge – desværre – ingen undtagelse.

Skal vi tage de gode nyheder først, for de var der også, og dem kan vi jo bedst lide:

De lokale rejsebureauer har fået en aftale med Molslinjen om faste priser, og sørme om ikke også det nye rederi har tilbudt de lokale bureauer en kontoordning, så den daglige administration bliver bedre.

Jamen, så er alle vel glade?

Tja, måske bortset fra den mistanke, som mange med god grund stadig har:

Den nye færge, Express 1, er ikke så velegnet til sejlads i Østersøen som den tidligere færge, Leonora Christina, var det. Senest var alle afgange i torsdags aflyst på grund af tre meter høje bølger.

Så er det jo godt, at bornholmerne har banket så hårdt i bordet, at selveste transportministeren lader til at være vågnet op og i et brev til Tidende i ugens løb lod forstå, at man holder et ”nidkært øje med Molslinjen”.

Og skal vi så ikke parkere snakken om færgerne i denne omgang? Og tage en tur i skoven.

Her var ugens gode nyhed, at regeringen og dens støtteparti Dansk Folkeparti er blevet enige om at gøre forsøgsordningen med bisoner i Almindingen permanent.

Bisonerne bliver, og så skal de oven i købet have mere plads end de hidtidige to kvadratkilometer.

Bisonerne i Almindingen er blevet en turistmagnet. 100.000 gæster skoven om året i håbet om at se et glimt af det store dyr.

Som i går i avisen havde selveste den tidligere minister Søren Pind på ryggen. I en satirisk streg af vores nye tegner Jørn Villumsen.

Baggrunden: Pind er parat til at blive formand for Folkemødet, og i det hele tager lyder Søren Pind, der stammer fra Østermarie, som en mand, der har fået vaskeægte hjemve.

Han har ved flere lejligheder blandet sig i debatten om færgerne, og i går i avisen lød det fra den selvudnævnte frihedsminister, at han hver gang han tager færgen eller flyet tilbage mod København fra Bornholm, tænker, han hellere ville blive. Det forstår man da sådan set godt.

Måske formandsjobbet på Folkemødet kunne få Pind til at tage skridtet fuldt ud og flytte tilbage til Bornholm? Han skal være så velkommen.

Altsammen spekulationer og ønsker selvfølgelig, men er juletiden ikke netop skabt til det?

Ellers bød ugen der gik på besøg af Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl. Hans ønsker for fremtiden er, at DF vinder det andet bornholmske folketingsmandat, som partiet var så snublende tæt på at tage fra Venstre ved valget i 15.

Små 100 stemmer manglede Dansk Folkeparti. Nok også derfor gav Thulesen Dahl de bornholmske færgekvaler et ord med på vejen.

Man behøver ikke en spindoktor for at regne ud, at hvis man vil vælges til Folketinget her til lands, så skal man sige det rigtige, når det handler om færger.

På Christiansborg har regeringen været i gang med at forhandle en finanslov for næste år på plads. Og som forventet blev det uden de problemer vi så i fjor, da Liberal Alliance og netop DF røg i totterne på hinanden?

Fredag faldt finansloven på plads, og det var fryd og gammen og ”se selv, hvor godt vores samarbejde er”.

I det hele taget gælder det om ikke at gøre sig uvenner med nogen så tæt på et valg, men tværtimod lefle for det store flertal i vælgerhavet, der frygter skattelettelser og er bange for, at nogen har mere end andre.

Derfor så vi forleden Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen tale om, at et af de største problemer i vores samfund er den stigende ulighed. Så nu skal de få rige beskattes endnu mere, end de bliver i forvejen.

Havde det ikke være mere overraskende og interessant, hvis der var en politiker, der turde sige, at man nu ville fokusere endnu mere på, hvad pengene i det store offentlige går til, i stedet for at sende flere penge? Erfaringerne viser jo, at det sjovt nok ikke giver bedre velfærd at hæve skatten.

Nå. Vi må ikke brokke os. Jeg så i går et videoklip med den kendte og elskede sejler Troels Kløvedal, der desværre er alvorligt syg.

I klippet, der bliver delt flittigt på nettet, siger Kløvedal vise ord: ”Vi er her kun på lånt tid. Tænk, dem der går rundt og brokker sig hele deres liv og først til sidst opdager, at nu er der ikke mere tid tilbage. Man skal have en vis taknemmelighed over, at man har sin tid. Det ender med et par meter jord over kistelåget”.

Så sandt, så sandt. God weekend Bornholm!