Skole har fået tilskud til ny legeplads

Svartingedal Skole i Hasle har fået et tilskud fra Brdr. E., S. og A. Larsens Legat til etableringen af en ny legeplads.

– Lige nu må jeg ikke udtale mig om, hvor meget vi har fået, men jeg kan afsløre, at vi er meget glade, siger skoleleder Helle Krakau Holm.

Bornholms Regionskommunes legepladstilsyn har kasseret den nuværende legeplads, der ligger ud til den offentlige sti og parkeringspladsen. Dommen var, at legepladsen ganske enkelt er nedslidt.

Det er imidlertid ikke lig med, at kommunen kommer med en stor pose penge til en ny legeplads. Skolen skal selv ud at skaffe pengene, og det er skolens forældre- og støtteforening også behjælpelig med.

– Vi er i øjeblikket i gang med at indhente tilbud på legeplads, og der er kommet nogle rigtig gode tilbud, som både børn og voksne er inddraget i, siger Helle Krakau Holm.

– Vi har søgt en del fonde, og afventer svar på nogle ansøgninger her i december. Vi håber, der er penge nok til, at vi kan begynde at tænke i ny legeplads i det nye år, slutter skolelederen.