Ny uddannelse styrker glas- og keramikskolen

Glas- og keramikskolen i Nexø glæder sig over som det første sted i landet at kunne tilbyde en kunstnerisk professionsbachelor.

Uddannelsen “Craft: Glass & Ceramics” har hidtil været en bacheloruddannelse, men er netop blevet godkendt som en professionsbachelor. Det vil styrke uddannelsen og give den en stærkere erhvervsforankring, fortæller skolen i en pressemeddelelse.

Rektor Lene Dammand Lund på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, KADK, kalder det et kvalitetsstempel:

– Det er en god dag for KADK, fordi vi med den nye akkreditering sikrer et stærkt uddannelsesmiljø inden for kunsthåndværk på Bornholm. Uddannelsen bliver både opgraderet, og samtidig får den en endnu dybere forankring på Bornholm, da den bliver mere erhvervsrettet, siger hun.

Uddannelsen bliver altså den første kunstneriske professionsbachelor i Danmark. En professionsbachelor er en afsluttet uddannelse, der typisk retter sig mod et bestemt erhverv.

I praksis betyder det, at uddannelsen bliver et halvt år længere, så den nu bliver 3,5 år lang. Derudover bliver praktikforløbet længere så, der fremover vil være to fulde semestres praktik. På den måde bliver uddannelsen endnu mere erhvervsrettet og får et stærkere fokus på netværksopbygning uden at gå på kompromis med det kunstneriske fokus.

– Med den nye professionsbachelor får de studerende en endnu stærkere tilknytning til øen, da uddannelsen bliver længere, den rummer mere erhvervspraktik, og den afsluttes på Bornholm. Det vil også gavne de bornholmske kunsthåndværkserhverv og styrke Bornholm som World Craft Region, siger KADK’s fagleder, Mathilde Aggebo.

Skolens daglige leder på Bornholm, Viki Noorman Kert, kalder uddannelsen for et af Europas førende uddannelsesmiljøer inden for glas og keramik.

– Vi arbejder fortsat på at skabe et dynamisk og internationalt orienteret program. Netop de studerendes internationale profiler og kulturelle identiteter, der mødes med det bornholmske lokalmiljø, skaber grobund for nye udviklingssamarbejder, som vi glæder os til at udfordre i større grad. Professionsbacheloruddannelsen er med til at skabe denne mulighed, blandt andet gennem de to praktikforløb, der ligger på henholdsvis 4. og 7. semester, siger hun.

Første årgang på den nye professionsbachelor i kunsthåndværk, glas og keramik starter til september 2019.