I morgen bliver Aakirkeby til Aakirkejuleby

Forberedelserne til årets jul i Aakirkeby har været i gang siden midten af november, men det først i morgen, at Aakirkejuleby officielt åbner.

Det sker, når viceborgmester Anne Thomas tænder juletræet klokken 16, og sognepræst Birgit Friis efterfølgende fortæller om julen.

Frem til at juletræet tændes, er der masser af aktiviter omkring torvet i Aakirkeby. Der er hestevognskørsel, og pebernøddeslottet åbner.

Rudolfklubben, der står bag julerierne på torvet, har også en nyhed, og klokken 13.30 præsenterer de en ny postslæde.

Juledagen i Aakirkeby slutter klokken 17, hvor der er mulighed for at synge julen ind i Aa Kirke.