Møder altid med ja-hatten på: Forretningschef vinder flot pris

Den 1. februar i år overtog han jobbet som forretningschef på Q8-tanken på Ndr. Kystvej i Rønne. 10 måneder senere har han vundet en helt særlig pris. Dennis Corlin er nemlig blevet kåret af Q8 som Årets Rookie.

Det skriver Q8 i en pressemeddelelse.

Dennis Corlin har ifølge pressemeddelelsen haft en hård start som ny forretningschef, men blev hurtigt vellidt af kollegaer såvel som medarbejdere i Q8.

– Dennis har fra starten haft “ja-hatten” på. Hans personlighed, dedikation og tilgang til forskellige udfordringer er i sig selv en solstrålehistorie, og derfor har han fortjent at vinde, siger Gert Jørgensen, der er Head of Retail hos Q8 i Danmark.

Forretningschefen fra Rønne er den første, der vinder prisen, der gives til en forretningschef, som har været ansat i Q8 i under et år.

– Det har været en hård start med mange nye mennesker, der skulle læres at kende. Men denne pris bekræfter mig i, at jeg er på rette vej. Og jeg synes, Q8 og mig er et rigtig godt match, siger Dennis Corlin i pressemeddelelsen.

For Dennis Corlin handler rollen som forretningschef ikke kun om brændstof, men også om inddragelse af lokalområdet.

– Jeg har forsøgt at gå ydmygt til opgaven og tage initiativ til at foreslå forskellige tiltag, selvom jeg arbejder i en kædestyret virksomhed. For mig handler det altid om at forsøge at vende ulemperne til noget positivt i hverdagen, siger Dennis Corlin.