Efter underskud i 12 år: Det går fremad, og brugsen giver sig selv to år mere

Et julemarked i Østerlars er blot et af mange nye initiativer, som Dagli’brugsen i byen har taget de seneste to år.

Initiativerne kommer efter, at uddeler Christa Jensen i februar 2016 kunne meddele, at brugsens økonomi var så dårlig, at den inden for overskuelig tid måtte lukke – med mindre, folk begyndte at handle mere i den.

Det begyndte folk på, og sammen med de nye initiativer – eksempelvis et fokus på bornholmske fødevarer – er levetiden forlænget. I første omgang med to år.

Brugsen kører stadig med underskud, og den overlever fortsat kun, fordi den har en opsparing at tære på. Men underskuddet er nu mindre end tidligere.

– Det går fremad. Spørgsmålet er så, om vi kan nå at skabe overskud inden pengene er brugt. Men det går fremad hele tiden, så vi håber. Lige nu kan vi se i budgetterne, at vi er reddet to år endnu, siger Christa Jensen.

– Vi har haft en super god sommer, og folk handler her mere og mere. Så vi har indhentet halvandet år.

Dagli’brugsen Østerlars har kørt med underskud de seneste tolv et halvt år.