Niels fra ungdomsskolen modtager mindelegat på 15.000 kroner

Foreningen Ungdomsringen har tildelt klubmedarbejder Niels Erlandsen fra Bornholms Ungdomsskole i Rønne Aksel Horsens Mindelegat 2018.

Legatet uddeles en gang om året til en person, klub eller institution, som har vist særlig interesse, forståelse og indsats for arbejdet med ungdommen. Det er på 15.000 kroner, fortæller ungdomsskolen i en pressemeddelelse.

Niels Erlandsen var blevet indstillet af ungdomsskolen i Rønne, som er glad for og stolt af, at en af dens mange dygtige medarbejdere har modtaget mindelegatet.

”Han er en særdeles god og respekteret kollega. Han er altid en fornem repræsentant for de unge. Hans måde at være sammen med de unge er unik, alle mødes med enten et kram, en high five, et ”hva’ så der” eller ”dejligt at se dig”. Niels kan danse breakdance med de unge på en togstation i Sverige uden at det virker mærkeligt. Han kan samle alle de unge i klubben og give dem en ordentlig ”balle”, og de elsker ham stadig.

Han har evnen at få de unge helt op at ”flyve”, men også evnen at ”lande” dem igen. Niels gør altid det, der er bedst for de unge”, stod der blandt andet i indstillingen.

Ungdomsringen er en forening for alle fritids-, junior- og ungdomsklubber samt ungdomsskoler i Danmark.