Julelegater: Borgere i Rønne får 400.000 kroner

Brdr. E., S. og A. Larsens Legat har onsdag uddelt julelegater for knap 400.000 kroner. Pengene er gået til 73 borgere i Rønne.

Det oplyser bestyrelsesformand Henrik Engell Rhod i en pressemeddelelse.

En stor del af modtagerne er folke- og førtidspensionister, men også enkelte enlige mødre eller fædre og alvorligt syge har modtaget penge fra legatet.

Legatet har i år fået 82 ansøgninger, men måtte altså skuffe ni – blandt dem bor nogle ikke i Rønne. Legatstifteren har fastsat som ufravigeligt krav, at legatmodtagere i mindst fem år og aktuelt har bopæl i Rønne.

Hver af modtagerne får i år 3.000, 4.000, 5.000 eller 6.000 kroner.

Færre søger

Antallet af ansøgere til julelegatet er faldet de senere år. I 2013 modtog legatet 110 ansøgninger, 104 i 2014, 94 i 2015, 97 i 2016, 85 i 2017 og altså 82 ansøgninger i 2018.

For tiden støtter legatet også fire bornholmske tandlægestuderende i København. Legatet har i år ikke modtaget nye ansøgninger fra tandlægestuderende.

Legatet støtter også en række projekter i kultur- og idrætslivet på Bornholm – herunder projekter, der tilgodeser udsatte grupper, eksempelvis udsatte børn og ældre.