Hoteldirektør vågnede op til unødigt chok: Du er fratrådt

Forpagter af Strandhotellet i Sandvig, Kasper Kofod Müller, vågnede i dag, onsdag, til lidt af et chok.

Erhvervsstyrelsen kunne nemlig meddele, at hans selskab Strandhotellet Sandvig ApS er under tvangsopløsning, og at han selv var fratrådt som direktør.

Det kom meget bag på ham. For selvom økonomien i foretagendet ikke er imponerende, havde han ikke givet op, og planen var, at han fortsat ville drive Strandhotellet.

I løbet af formiddagen fandt han ud af, hvad det hele gik ud på. Det viste sig, at der var nogle formaliteter, han ikke havde haft styr på.

– Det drejer sig om, at vi i Danmark i et år har været forpligtet til at registrere de reelle ejere på vores selskaber. Det det fik jeg en besked om i min erhvervs-e-boks i 2017 og så igen for en måned siden. Jeg overså begge henvendelser.

– Nu skal jeg indkalde til en ny generalforsamling, have en revisor til stede og stille med 50.000 kroner. Så kan vi retegne selskabet og køre videre. Sådan skulle det også gerne være, fordi vi er ved at gøre klar til 2019, siger Kasper Kofod Müller.

Hvordan ser jeres økonomi ud?

– Den ser faktisk nogenlunde ud. Det er ikke fordi, vi er kørende på den helt store klinge og tjener millioner. Vi forventer at gå i nul i 2018, siger Kasper Kofod Müller.