Ny svømmehal begynder som et blankt stykke papir

Rønne Svømmehal er ved at være en gammel sag, og hallens bestyrelse drømmer om at erstatte den eksisterende svømmehal på Torneværksvej med en ny hal. Ifølge formand Thomas Bay Jensen er alt i spil, når de indledende skridt bliver taget på et inspirationsmøde i aften, tirsdag.

– Vi har lagt op til, at vi starter med et blankt stykke papir, og så prøver vi ikke at lade os begrænse af noget. Folk kan komme med input til, hvad de godt kunne tænke sig, at sådan et vandhus skal kunne. Vi søger også input til organisering, finansiering og placering, siger han som optakt til aftenens møde i kantinen på Vibegård.

Tanken er, at en ny svømmehal skal stå klar i 2030, men bestyrelsen ønsker ikke at vente til sidste øjeblik med at tage hul på opgaven.

– En del af formålet med at starte tidligt er, at vi kan få bygget en svømmehal, som står klar, når man lukker den anden, så vi ikke står i en situation, hvor vi måske skal stå uden svømmehal i halvandet eller to år, siger Thomas Bay Jensen.

Et ønske til en ny svømmehal kender Thomas Bay Jensen og resten af bestyrelsen allerede. Det var det ønske, som i sidste ende spændte ben for det seneste moderniseringsprojekt for svømmehallen i 2013.

– Det er helt klart, at elitesvømmerne vil sige, at der som minimum skal være et 25 meters-bassin, og at der skal være minimum seks baner. Så har vi lige som kernen i det. Hvad kan man derudover forestille sig, at en svømmehal også skal kunne? Skal den også være et vandland? Skal den også være et varmtvandsbassin? spørger Thomas Bay Jensen.

Han tilføjer, at det måske skal tilgodese turisten, som har interesse i at komme til Bornholm i dårligt vejr og stadigvæk have en aktivitet. Måske skal det også tilgodese de ældre, som Bornholm får flere og flere af, og som har nogle behov.

– Kan vi tænke det ind i projektet, så vi ikke behøver at have et ældre varmtvandsbassin på Sønderbo, men måske kan have det integreret i det her? lyder det fra svømmehallens formand.

Få det trykprøvet

Udendørsfaciliteter er også et område, hvor svømmehallens bestyrelse gerne vil høre, hvilke tanker svømmehallens brugere og andre gør sig.

– Hvad kunne være interessant at bygge udenom svømmehallen, som outdoor-turisten kan få glæde af? Og er der andre sportsgrene, som ikke har nogen facilitet på Bornholm i øjeblikket? Jeg tænker selv på squash. Det kunne være interessant at smide det ind i sådan et projekt, hvis det er det, man vil, siger Thomas Bay Jensen.

Efter aftenens møde på Vibegård vil svømmehallens bestyrelse danne sig et overblik over de forskellige forslag, og så vil den i løbet af første halvår i 2019 indkalde til et nyt møde, hvor den præsenterer, hvad folk har bidraget.

– Så er vi måske et skridt videre i forhold til at kunne sætte et forprojekt i gang. Så kan vi søge nogle midler til at få nogle til at tegne de tanker, der er kommet. På den måde kan vi få det trykprøvet rent økonomisk, siger svømmehallens bestyrelsesformand.