Kaptajn på Leonora: Uden t-foil havde passagererne følt sig som terninger i et raflebæger

Leonora Christinas t-foil gav en mere behagelig oplevelse i bølgegang for passagererne på Bornholms nu tidligere hurtigfærge. Den fik også Færgens kaptajner til at sejle i højere bølger, end de ellers havde villet. Dermed bidrog t-foilen også til, at færre afgange blev aflyst.

Det sagde de tidligere Færgen-kaptajner Søren Schow og Jess Christian Persson til Bornholms Tidende mandag. Nu siger også tidligere kaptajn Martin Thomsen det samme.

Samtidig betvivler Molslinjen fortsat, om det vil gøre en forskel for Express 1 at få genmonteret den t-foil, der blev fjernet fra skibet i 2012. Om t-foil vil have en positiv virkning for Express 1 i Østersøen skal inden længe afklares gennem en ekstern skibsteknisk undersøgelse, som Transportministeriet vil sætte i gang.

Til en start er Martin Thomsen glad for, at han havde t-foil til rådighed, da han indtil for nylig sejlede hurtigfærge på Østersøen.

– T-foilens betydning var ganske stor på Leonora Christina. I og med, at vi havde t-foil, kunne vi altid tage dagens værste bevægelser, hvad enten det var sideværts rulninger eller bevægelser op og ned, siger han.

– Uden t-foil ville folk nok have følt sig som terninger i et raflebæger. Vi stoppede først med at sejle ved fem meter bølger, og det havde vi ikke kunnet gøre uden t-foil. De gange, hvor vi havde udfald på Leonoras t-foil, var den også mere urolig, siger Martin Thomsen.

T-foil kom på fra en meter bølger

Den tidligere Færgen-kaptajn kan uden videre komme i tanker om tre afgange i høje bølger, der var blevet aflyst uden t-foil, men som Leonora Christina nu gennemførte.

– Jeg havde ikke kunnet sejle fra Ystad den 23. december sidste år, hvis vi ikke havde haft t-foil. Det samme gælder den tur, som Søfartsstyrelsen var med på, da vi i september 2011 skulle have afgjort, om Leonora Christina skulle sejle med restriktioner. Og også turen derefter, hvor vi spurgte passagerforeningens medlemmer om deres oplevelse, siger Martin Thomsen.

Ligesom Søren Schow og Jess Christian Persson slog også han Leonora Christinas stabiliseringssystem til ved cirka de ret lave bølgehøjder, der hidtil har givet Express 1 problemer.

– Jeg begyndte at bruge t-foilen ved bølgehøjder ned til en meter. Ellers ville folk have oplevet, at deres mad begyndte at bevæge sig på bakkerne. Den var helt klart af stor betydning for, at vi dels kunne gennemføre overfarter og dels kunne gøre det med ret høj komfort, siger Martin Thomsen.

– Vi tænkte på gamle fru Olsen fra Vestermarie. Hun skulle også kunne bevæge sig rundt på færgen. Det er noget andet med os søfolk: Vi er jo vant til at gå på væggene.

– Man kan så spørge, om det var nødvendigt at bruge t-foilen ved bølgehøjder ned til en meter? Det ved jeg ikke. Men jeg havde det sådan, at når udstyret er der, så vil jeg også bruge det, siger Martin Thomsen.

T-foil bør have effekt på Express 1

Også Martin Thomsen går derfor ud fra, at det vil have en gunstig virkning, hvis Express 1 får sin afmonterede t-foil tilbage. Om det også vil få Molslinjen til at sejle i højere bølgehøjder end de tre meter, som selskabet kan aflyse afgange med uden bod, tør han ikke gætte på.

– Hvis de får t-foilen monteret, vil den sørge for at tage de værste bevægelser op og ned. Om det så også vil få dem til at sejle i højere bølger må komme an på en prøve. Det vil jo komme an på, hvad de vil, og om de stadig vil aflyse ved bølgehøjder fra tre meter, siger han.

Martin Thomsen fortæller, at han kun har sejlet som passager på Express 1 en enkelt gang, og at vandet var roligt den dag.

– Med det nye job, som jeg har fået i Esbjerg, er jeg afhængig af at kunne møde stabilt på arbejde. Så jeg flyver derover hver gang i øjeblikket, siger han.