26-årig mand dømt for vold

En 26-årig mand fra Rønne blev tirsdag ved Retten på Bornholm idømt 40 dages betinget fængsel for vold.

Episoden skete den 8. oktober om aftenen på en adresse i Rønne, hvor den 26-årige slog en 61-årig mand i ansigtet med knyttet hånd.

Den 26-årige er også tidligere dømt for vold, og dommen lyder derfor på “vold i gentagelsestilfælde”.

Den betingede fængselsdom har en prøvetid på et år, hvor den 26-årige om nødvendigt skal i psykiatrisk behandling.

Sagen kørte som en tilståelsessag, og den 26-årige modtog dommen.