Peter Juel efter møde: Ministeren vil kun se på om Molslinjen overholder kontrakten

Omkring sejladsen til Bornholm ligger transportminister Ole Birk Olesens fokus på at skaffe bedre komfort for passagererne, at færre afgange skal aflyses og at skabe rum for flere løstrailere på ruten til og fra Ystad. Spørgsmål ud over dem vil ministeren ikke berøre.

Det fortæller folketingsmedlem Peter Juel Jensen (V), efter at han i dag holdt møde med Ole Birk Olesen i en halv time.

– Ministeren og jeg har mødtes og udvekslet synspunkter i dag. Ministeren siger, at han er meget opmærksom på, at Molslinjens kontrakt med ministeriet bliver overholdt, siger Peter Juel Jensen.

– Ministerens fokus ligger på andelen af passagerer, der bliver søsyge. Og på at regulariteten bliver bedre med færre aflyste afgange. Og på antallet af løstrailere, som Molslinjen tager med mellem Rønne og Ystad. Alle de andre spørgsmål siger han, at Bornholm må tage med Molslinjen i Trafikkontaktrådet.

– Jeg prøvede også at spørge ind til Molslinjens opgaveløsning indenfor rammerne af, at sejladsen er samfundsbegrundet. Her nævnte jeg de problemer, som det bornholmske erhvervsliv og turistbranchen har nævnt, siger Peter Juel Jensen.

– Det kom jeg ikke nogen vegne med.