Fyret direktør træder tilbage som formand for Folkemødet

Folkemødet skal have ny formand.

Den hidtidige formand, Michael Valentin, forlader nemlig posten. Det oplyser foreningen bag i en pressemeddelelse. Heraf fremgår det, at årsagen er “en verserende sag” på hans tidligere arbejdsplads, Akademikernes A-Kasse.

Valentin blev fyret herfra i slutningen af september. Nogen egentlig årsag til fyringen er ikke blevet lagt frem i offentligheden.

– Min person må og skal ikke skygge for en så sund og vigtig institution i Danmark, som Folkemødet er, udtaler Michael Valentin i pressemeddelelsen fra Folkemødet.

Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S), vil fungere som formand frem til næste generalforsamling i Foreningen Folkemødet til marts. Hun takker Michael Valentin for hans store indsats.

– Det var en meget stor opgave at transformere Folkemødet fra at være en kommunal begivenhed til en naturlig del af den danske demokratiske tradition. Folkemødet er i rigtig god gænge, udtaler hun.

Ekstra Bladet har skrevet en del om fyringen af Valentin fra Akademikernes A-Kasse, der er Danmarks største. Ifølge avisen har a-kassens bestyrelse bedt et advokatfirma undersøge de forhold, der førte til afskedigelsen.

Ifølge Ekstra Bladet har Valentin i interne mails kaldt tillidsrepræsentanter i a-kassen for “mistillidsrepræsentanter” og “en byld i røven”.

Michael Valentin. Arkivfoto