45-årig dømt for trusler: Jeg kan ramme en idiot på 125 meters afstand

En 45-årig mand fra København er ved Retten på Bornholm dømt for at true en anden mand gennem flere sms-beskeder.

Først skrev manden i tiden op til 1. august i år: “Jeg kan ikke finde dig, så jeg kan give dig en røvfuld, men der kommer en dag” og “Nu slår jeg dig kraftedeme ihjel”.

Manden er også dømt for vidnetrusler mod samme offer. Truslerne kom i en sms 3. august i år, efter den 45-årige havde været til afhøring hos politiet: “Hvis der er nogen som helst nogensinde, nogen der ringer til noget politi igen, så ved du godt, at jeg kan ramme en idiot på 125 meters afstand.”

Truslerne koster manden tre måneders betinget fængsel med et års prøvetid, hvor han blandt andet skal i psykiatrisk behandling.