Busselskaber i klage: Kombardo vil tvinge os ud af markedet

Molslinjens bus, Kombardo Expressen, vil med billetter til underpris tvinge sine konkurrenter ud af markedet for så igen at sætte priserne op, når den har monopol.

Sådan lyder bare én af beskyldningerne fra tre busselskaber i en klage til Konkurrencestyrelsen, som Bornholms Tidende er kommet i besiddelse af.

Klagen kommer fra Bornholmerbussen, Jan Ole’s Turisttrafik og Aakirkeby Turistfart, der beskylder Molslinjen for at misbruge sin stilling som færgeoperatør til at vanskeliggøre andre busselskabers mulighed for at transportere passagerer mellem København og Bornholm.

Busselskaberne mener, at Kombardo Expressen har trykket priserne så meget, at den med al sandsynlighed er en underskudsforretning. Der er dermed tale om såkaldt dræbende priskonkurrence eller “predatory pricing”, mener de.

Konkurrencen har tvunget Bornholmerbussen til også at sætte priserne ned.

– Kun ved at udkonkurrere Bornholmerbussen kan Kombardo Expressen opnå de belægningsprocenter, som vil kunne lede til en ikke-tabsgivende drift, lyder det i klagen, hvori selskaberne har illustreret problemet med beregninger.

Molslinjen driver Kombardo Expressen sammen med busselskabet Herning Turist.

Ulige og ufleksible vilkår

Busselskaberne beskylder i klagen også Molslinjen for at sabotere dem med ulige forretningsvilkår.

– I modsætning til de bornholmske turistbusvognmænds omstændelige organiseringsproces, har Kombardo Expressen forhåndsreservationer på færgeoverfarten Ystad-Rønne i hele sæsonen, skriver klagerne til Konkurrencestyrelsen.

Kombardo Expressens konkurrenter kan ikke på samme måde reservere fleksible billetter. Betalingen fra konkurrenterne skal falde med det samme, og det koster et gebyr at ændre billetten.

Klagerne fortæller, at deres vilkår blev forringet markant, da Molslinjen overtog besejlingen af Bornholm 1. september. De mistede fleksibiliteten.

– Molslinjens ufleksible adfærd efter overtagelsen af færgeruten har medført, at de bornholmske turistbusvognmænd har kunnet køre 50 procent færre endagsture i perioden fra september 2018 og indtil dags dato, lyder det i klagen.

Busselskaberne klager også over, at det ofte er umuligt at få billetter til Rønne-Ystad og Ystad-Rønne samme dag – særligt på de attraktive afgange. Desuden lyder det, at busselskaberne ikke har mulighed for at købe kommercielt attraktive billetter tur/retur i perioden omkring Folkemødet 2019. Et problem, som Kombardo Expressen ikke har.

Udjævnende pengestrømme

Busselskaberne bag klagen spekulerer desuden i, om Kombardo Expressen overhovedet betaler for færgeoverfarten.

Teorien er, at Herning Turist officielt bliver billetteret for købet af Kombardo Expressens billet, men at pengene herefter tilbageføres.

Bornholms Tidende har været i kontakt med Molslinjen, men rederiet vil ikke kommentere sagen, før rederiet selv har set klagen.

Konkurrencestyrelsen modtog i oktober en lignende klage fra selskabet Flixbus over Kombardo Expressens virke i forbindelse med ruten Aarhus-Odden.