Festival holder pause i 2019

Bornholms Dukketeaterfestival holder pause i 2019.

Festivalen plejer ellers at dukke op med et hav af forestillinger hvert andet år, og næste gang skulle have været i september 2019, men på et bestyrelsesmøde i denne uge har Fonden Svanekegaardens bestyrelse besluttet, at festivalen springer et år over.

Det vil sige, at næste udgave af Bornholm Dukketeaterfestival vil finde sted i september 2021, oplyser Svanekegaarden.

Festivalen har kørt efter samme koncept siden 2011, da Svanekegaarden overtog ansvaret for dukketeaterfestivalen fra Bornholms Middelaldercenter.

– Det har været en fantastisk rejse – med eventyrlige forestillinger, sjove oplevelser, hårdt arbejde og fantastisk opbakning fra frivillige, fonde og samarbejdspartnere, mener Svanekegaarden, men samtidig er der nu anledning til at stoppe op. Festivalens kunstneriske leder Ida Tjalve meddelte allerede for et år siden, at hun ikke ville stå i spidsen for festivalen i 2019, da hun var blevet tilbudt en plads som lærling hos en tjekkisk dukkemagermester i Prag.

Ida Tjalve har været med helt fra begyndelsen, mens festivalen hørte til på Bornholms Middelaldercenter. Hun blev kunstnerisk leder af festivalen og har siddet med alle trådene i det kæmpearrangement, som Bornholms Dukketeaterfestival er.

Siden starten i 2008 har dukketeaterfestivalen haft voldsomt vokseværk, og et hav af dukker i alle størrelser og deres mennesker pibler frem over hele øen hver andet år, når dukketeatergrupperne flokkes på Bornholm til den internationale dukketeaterfestival. I 2017 udgaven af festivalen var der 29 forestillinger, som blev vist omkring hundrede gange af 23 teaterkompagnier fra 16 lande. Bornholms Middelaldercenter var oprindelig primus motor for Bornholms Dukketeaterfestival, senere tog Svanekegaarden over og er i dag administrativ leder af festivalen.

For et år siden var planen at afvikle festivalen i 2019, men bestyrelsen har nu skiftet mening.

– Det at Ida Tjalve ikke ønskede at deltage i festivalen mere som kunstnerisk leder, efterlod absolut et stort tomrum, som ikke er lige til at erstatte – Ida Tjalve var jo festivalen. Interessen for festivalen i 2019 har været enorm – men netop dette fik Svanekegaarden til at overveje, om vi i virkeligheden ikke havde behov for at omtænke det hele i stedet for at finde en erstatning for Ida Tjalve – hvilket nok er umuligt, mener bestyrelsen.

Derfor vil Bornholms Dukketeaterfestival bruge det næste halvandet år på at finde sin egen stil – genopfinde sig selv så at sige, finde nye og gamle samarbejdspartnere, tale med nye og gamle deltagere, og gøre sit bedste for at vende tilbage i en ny, anderledes, hyggelig, spændende og lærerig udgave i 2021.

Dukketeater alligevel

I mellemtiden skal Bornholm selvfølgelig ikke snydes for en masse dukketeater, lover Svanekegaarden. Svanekegaarden vil tit og ofte invitere indenfor i dukketeaterværkstedet – det starter allerede her i december med fire dukke-modelteater forestillinger af Nøddebo Præstegaard. Og i forbindelse med Bornholms Litteraturfestival under Kulturugen vil der, hvis alt går vel blive en mini-mini børne litteraturfestival med litteraturen set gennem dukketeater. Dette forhåbentlig i samarbejde med skoler og børnehaver på øen.