Julen er en særlig tid på Le Port

Restaurant Le Port i Vang markerer med en julekoncert på lørdag den 24. november, at restauranten igen i år åbner i den sidste måned frem mod jul og nytår.

– Der er nogle af dagene, hvor vi har godt fyldt op. Men andre dage er det meget tyndt, siger Gabriela Jantzen fra Le Port om bestillingerne for perioden 22. november-29. december, hvor restauranten har åbent torsdag-lørdag.

– Julen er en særlig tid på Le Port. Vi skruer op for julehyggen og julehumøret, med musik, gran, smukt pyntet juletræ, levende lys, dejlig mad, og naturligvis vores hjemmelavede julegløgg, siger Gabriela Jantzen.

– Til frokost serveres blandt andet stegte sild, rimmet laks, juleand og risalamande. Og naturligvis har vi lokalt juleøl både fra Small Batch og Svaneke Bryghus.

– Aftenmenuen indeholder alle klassiske elementer, men med et moderne twist. Vinkortet præsenterer et solidt udvalg af matchende vine og til gæster, der ikke drikker alkohol, tilbyder vi både lækker frugtsaft, druesaft, samt et pænt udvalg af alkoholfri øl, fortæller Gabriela Jantzen.

Nytårsmenuen

Le Port tilbyder også i år at stå for nytårsmenuen til afhentning nytårsaftensdag om eftermiddagen. Så lukkes der ned for vinteren, og man regner med at åbne igen den 21. marts.

– Mange kan ikke forstå, at restauranterne lukker om vinteren. Men der er ikke nok kunder til at holde restauranterne kørende. Vi taber på det, hvis vi har meget åbent udenfor sæsonen. Mange har prøvet at have helårsåbent, og det gjorde vi også i starten, men vi satte for mange penge til på det. Det kan ikke nytte, at vi har fuld fart på om sommeren, og vi så sætter det hele til om vinteren, siger Gabriela Jantzen, der har drevet Le Port sammen med sin mand, Kim Jantzen, siden 2012.

– Men vi har stadig meget åbent. Det er jo kun tre en halv måned, vi har lukket. Men det er ikke sådan, at vi har fri i tre en halv måned. Vi bruger blandt andet tiden på at sætte i stand, og så skal vi jo også drosle ned efter at have haft mange timer i sommermånederne, tilføjer Gabriela Jantzen.