Snart tændes der op i den nye sanua

Blæst og bølger piskede søndag aften om hjørnerne på den nybyggede sauna yderst på Sandvig Havn og indbød ikke lige denne aften til et besøg på de splinternye bræddebænke.

Men indenfor i rådstuen sad næsten 40 forventningsfulde havbadere klar til at høre mere om saunaen til et orienteringsmøde indkaldt af Sandvig Sauna & Vinterbader Klub.

Lene Hammer og Gitte Holmberg fra vinterbadeklubben orienterede om forslagene til blandt andet åbningstider, priser og regler.

Det foreslåes, at åbningstiderne bliver mandag til fredag fra klokken 6.30 til 11 samt 15 til 21 og lørdag-søndag fra klokken 7 til 20. Priserne foreslåes at blive 400 kroner årligt for at være medlem, samt 30 kroner for en dagsbillet.

Vigtigst at tage stilling til er, om Sandvig Sauna & Vinterbader Klub skal være en klub under Foreningen Sandvig eller en selvstændig forening.

Det spørgsmål vil klubben vente med at tage stilling til efter et møde i dag i kommunens Folkeoplysningsudvalg. Her skal Folkeoplysningsudvalget nemlig tage stilling til en ansøgning fra Hasle Badeklub om at blive godkendt som en folkeoplysende forening, der tilbyder frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde. I indstillingen til mødet lægges op til, at den beslutning, der tages for Hasle Badeklub, skal betragtes som principiel for tilsvarende foreninger andre steder på øen.

Folkeoplysningsudvalget besluttede i 2015 at give afslag på en lignende ansøgning fra en tilsvarende badeklub, idet udvalget ikke anså aktiviteten for at være folkeoplysende.

Men omvendt bemærkes det i dagsordenen til mødet, at der i nogle kommuner findes badeklubber, der er godkendt som folkeoplysende foreninger. Det er folkeoplysningsudvalget, der afgør, om betingelserne er opfyldt.

– Hvis Hasle Badeklub – og dermed Sandvig Sauna & Vinterbader Klub – kan blive godkendt som folkeoplysende foreninger, er der mulighed for at få tilskud til driften, oplyste Lene Hammer på informationsmødet.

– Hvis badeklubber/saunaer ikke kommer ind under folkeoplysningsloven, foreslår vi, at Sandvig Sauna & Vinterbader Klub bliver en klub under Foreningen Sandvig. Bliver det derimod godkendt, skal vi have stiftende generalforsamling til en forening med en valgt bestyrelse, forklarer Lene Hammer.

Skal være for alle

Klubben møder stor interesse for saunaen både i Sandvig og længere væk fra, og til informationsmødet var der også mange nye ansigter, og det blev da også slået fast, at saunaen ikke skal være en lukket klub, men for alle. Både fastboende, turister og brugere fra andre af øens byer. Der skal heller ikke kunne bookes eller kunne holdes fester, men være åbent for alle medlemmer og betalende gæster. Der vil dog blive adgang til sauna og omklædning med en port med kodelås, så stedet ikke bruges som varmestue og lignende.

Udover de helt grundlæggende aktiviteter – at hoppe i vandet og at sidde i sauna – så opfordrer Sandvig Sauna & Vinterbader Klub til, at der gerne må opstå fælles aktiviteter omkring de nye faciliteter i Sandvig. Foreløbig er der forslag om intro-dage til nye, førstehjælpskurser, is-svømning, fuldmånebad og fælles klubdage.

Indvielse 2. december

Saunaen indvies den 2. december klokken 13, hvor saunaen vil være tændt. På vinterbadernes Facebookside: Sandvig Sauna & Vinterbade Klub kan man følge med i klubbens aktiviteter.

Det er vinterbaderne i Sandvig, der på eget initiativ har søgt penge hos forskellige fonde til projektet, og har opnået støtte fra Lokale og Anlægsfonden, Brdr. E. S. og A. Larsens Legat, Nordea Fonden, Sparekassen Bornholms Fond, Friluftsrådet og Lag Bornholm.