Hasle bliver vært for årlig begivenhed

Hasle bliver vært for årlig begivenhed
Årets udgave af Nordisk Folkerigsdag foregår i Hasle den 26.-28. september. De første dage er der oplæg på Hasle Rådhus, og søndag lægger vandrehjemmet Nordliv lokaler til. Arkivfoto: Jacob Jepsen
POLITIK | 31. JUL • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
POLITIK | 31. JUL • 15:30

I september er der Nordisk Folkerigsdag på Bornholm – for anden gang.

I september bliver Hasle vært for et arrangement, som skal sætte fokus på det nordiske samarbejde. Det overordnede tema er Norden i en usikker verden, og over tre dage skal deltagerne tale om emner som demokrati, miljø og fred.

Det er partiet Demokraterne - hele Danmark skal leve, der har arbejdet for at få Nordisk Folkerigsdag til Bornholm, og medstifter og haslebo Lave K. Broch glæder sig.

– Det er fantastisk, at Nordisk Folkerigsdag kommer til Hasle. Der er mere end nogensinde brug for, at der aktivt arbejdes for et tættere nordisk samarbejde, siger han i en pressemeddelelse.

Deltagerne bliver budt velkommen til Bornholm af viceborgmester Morten Riis (EL) den 26. september, og i de følgende dage skal de høre oplæg om blandt andet Bornholms historie, forsøg på nordisk samling, miljøet i Østersøen, Norden som atomvåbenfri zone og Donald Trups tanker om at overtage Grønland. Der vil også være en udflugt til Hammershus og socialt samvær.

– I Demokraterne arbejder vi for, at Bornholm skal mere på lystavlen i dansk kontekst, men også i nordisk. Bornholm har så meget at byde på, og vi glæder os til at byde deltagere fra hele Norden velkommen til Nordisk Folkerigsdag på Bornholm. Vi håber desuden, at mange bornholmere vil komme forbi, siger Lave K. Broch.


Lave K. Broch er både haslebo og medstifter af partiet Demokraterne, som har været med til at få Nordisk Folkerigsdag til Hasle, og han glæder sig til at drøfte det nordiske samarbejde på hjemmebane. Arkivfoto

Ingen betaling for lokale

Bag Nordisk Folkerigsdag står Frit Norden-bevægelserne i Danmark, Norge og Sverige. De har været med til at beslutte, at årets udgave skal foregå i Hasle, og Gunilla Winberg fra Frit Norden i Sverige ser frem til at gense Bornholm.

– Vi glæder os meget til at komme til Bornholm og afholde Nordisk Folkerigsdag. Det er en fantastik ø, som jeg tidligere har besøgt, siger hun.

Jesper Morville fra Frit Norden i Danmark glæder sig også til at komme til Hasle og tale om et bedre Norden og en bedre verden.

– Vi sætter desuden stor pris på samarbejdet med Demokraterne og de andre Frit Norden-bevægelser, som har gjort det muligt for os at komme til Bornholm i år, siger han.

Som bornholmer kan man glæde sig over, at man slipper for at betale deltagerafgift til Nordisk Folkerigsdag. Vil man spise med, skal man dog betale for maden.

Det er i øvrigt ikke første gang, Bornholm er vært for Nordisk Folkerigsdag. Tilbage i 1993 var temaet Norden – nu og i fremtiden, da der den 2.-4. juli var Nordisk Folkerigsdag. Dengang var foreningen Bornholms Fremtid og amtsrådsmedlem Sigvard Mossin Kofoed medvirkende til, at arrangementet foregik på den daværende Dueodde Efterskole i Poulsker.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT