Nu får minkavlere udbetalt erstatning efter aflivning af dyr

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) siger i Folketingssalen, at de første honorarer til minkavlere, der har slået deres dyr ned, bliver udbetalt “i disse timer”.

Det siger han spurgt ind til, hvorfor der ikke er udbetalt erstatning og kompensation til minkavlerne endnu, efter at de i starten af november blev bedt om at slå alle deres dyr ned. De blev samtidig lovet fuldgod og hurtig kompensation.

– Der skal ikke herske tvivl om, at jeg gerne havde set, at vi for længe siden kunne have kunnet udbetalt penge til minkavlerne.

– Og der skal ikke herske tvivl om, at jeg gerne vil have udbetalt kompensation hurtigst muligt, siger Rasmus Prehn.

Den store erstatningspakke er betinget af en aftale i Folketinget og godkendelse i EU. Men dele af erstatningen – honorarer til avlere, hvis farme ikke var ramt, men lå tæt på smittede farme – udbetales altså nu.

– Hvad angår honorarer for at have slået dyr ned, har Fødevarestyrelsen oplyst til mig, at de påbegynder udbetaling i zone 2 i disse timer, siger Rasmus Prehn.

/ritzau/