Regeringen vil sætte Folketingets arbejde på vågeblus igen

Statsminister Mette Frederiksen (S) og regeringen vil igen have sat Folketingets arbejde delvist i bero på grund af situationen med covid-19.

Det skal foreløbig gælde frem til vinterferien midt i februar. Det fremgår af et brev, som statsministeren har sendt til Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S).

– Ud af 28 allerede fremsatte lovforslag, der er planlagt behandlet i Folketinget frem til vinterferien, ønsker regeringen at udskyde behandlingen af 12 af lovforslagene til efter vinterferien, lyder det i brevet.

– Hertil kommer, at regeringen med udgangspunkt i decemberredegørelsen forventer at fremsætte yderligere cirka 25 lovforslag i de kommende uger, hvoraf en god del under normale omstændigheder ville blive sat til 1.-behandling før vinterferien.

– Med henblik på at bidrage til lavere aktivitet ønsker regeringen imidlertid i den nuværende alvorlige situation kun, at fire af disse behandles før vinterferien, skriver Mette Frederiksen.

Statsministeren gør i brevet dog opmærksom på, at det kan blive nødvendigt at hastebehandle lovforslag, der er relateret til håndteringen af covid-19.

– Sådanne forslag vil du som hidtil blive orienteret særskilt om, i takt med at behovet opstår, skriver Mette Frederiksen til Henrik Dam Kristensen.

Beslutningen om at lukke delvist ned for Folketingets arbejde skal behandles onsdag på et møde i Udvalget for Forretningsordenen i Folketinget. Henrik Dam Kristensen er formand for udvalget.

Ifølge Kristeligt Dagblad bakker både Venstre og Enhedslisten op om en ny delvis nedlukning. Sådan en lavede Folketinget også sidste år for at forhindre spredning af coronavirus.

Dermed er der flertal for regeringens plan.

– Vi har en latent coronatrussel over hele Danmark. Det ville nok være totalt naivt at tro, at Christiansborg er en ø, der er undtaget coronaen.

– Derfor er vi nødt til at tage vores forholdsregler, ligesom man gør på private arbejdspladser og andre steder, siger Preben Bang Henriksen (V), formand for Folketingets Retsudvalg, til Kristeligt Dagblad.

Dansk Folkeparti er til gengæld imod en delvis nedlukning.

/ritzau/