Heunicke afviser plan om at centralisere børnekræftbehandling

Det skal stadig være muligt for børn at blive behandlet for kræft i deres eget nærområde. Sundhedsstyrelsen har nemlig ingen planer om at flytte store dele af børnekræftbehandlingen til Rigshospitalet i København.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tirsdag ved et samråd i Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg.

– Sundhedsstyrelsen har understreget over for mig til dette samråd, at Sundhedsstyrelsen ikke har planer om en centralisering, hvor al behandling og al diagnostik skal foregå ét sted i Danmark.

– Hverken i København eller andre steder, siger han.

I oktober sidste år skrev regionsrådsformændene i Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark til sundhedsministeren.

Her udtrykte de utilfredshed med processen i forbindelse med, at Sundhedsstyrelsen i 2019 nedsatte en arbejdsgruppe til at undersøge fremtidens børneonkologi i Danmark.

Sidste efterår kom der flere historier frem i medierne om, at arbejdsgruppen lagde op til, at Rigshospitalet om få år skulle være centrum for børnekræftbehandlingen.

Det skulle ske på bekostning af børnekræftafdelingerne i Aarhus, Odense og Aalborg, der ligger i henholdsvis Region Midtjylland, Region Syddanmark og Region Nordjylland.

Det er også baggrunden for samrådet, som er indkaldt af Sundheds- og Ældreudvalgets formand, Jane Heitmann (V).

– Det er simpelthen helt urimeligt at bede forældre fra Langeland, Tønder eller Skagen om at rejse til København med akut syge børn eller blot for en kontrol, siger hun under samrådet.

Jane Heitmann peger på, at der de seneste år er sket en forbedring i niveauet på børnekræftafdelingerne.

Magnus Heunicke fortæller, at det faglige arbejde, som Sundhedsstyrelsen har sat i gang på området, handler om at sikre børn den bedst mulige behandling.

Herunder er det element, der kaldes “shared care”. Det kan defineres som et samarbejde mellem hospitalet og den almene praksis.

– Med shared care menes, at udredning og behandling i den initiale kritiske fase kan foregå ét sted, og den efterfølgende behandling, når behandlingsplanen er fastlagt, kan foregå et andet sted tættere på børnenes hjem.

– Man kan for eksempel forestille sig, at mere centrale funktioner kan samarbejde med lokale børneafdelinger om, at børnene og deres familier kan gå til kontrol, foretage blodprøver og henvende sig ved bivirkninger.

– Lige som dele af kemoterapien også kan tilbydes lokalt fremadrettet, siger Magnus Heunicke.

/ritzau/