Venstreprofiler bakker Lose op som ny næstformand

Venstre skal have en ny næstformand, og spørger man hos partiprofilerne Sophie Løhde og Kristian Jensen, finder man et godt bud i Danske Regioners formand, Stephanie Lose.

Løhde, der er politisk ordfører, og Jensen, som er tidligere næstformand, kommer med opbakningen, efter at Lose har meldt sig på banen som kandidat.

Ofte afholder politikere sig ellers fra at kommentere partimedlemmers kandidaturer, da andre kandidater kan nå at melde sig. Dermed kunne Lose ligne en favorit.

– Da jeg var sundhedsminister, havde jeg selv fornøjelsen af et tæt samarbejde med Stephanie, der er en bragende dygtig regionsrådsformand i Region Syddanmark og formand for Danske Regioner. Hun har været med til at skabe mange gode og flotte resultater, skriver Løhde på Facebook.

Kristian Jensen er enig:
– Hun har en god politisk næse, er effektiv til at gennemføre liberal politik i hverdagen, og så kender hun vores kommunale og regionale bagland ind og ud, skriver han på Twitter.

Stillingen er blevet ledig, efter at Inger Støjberg (V) har forladt posten. Modsat Støjberg har Lose ikke sin daglige gang på Christiansborg.

Hendes forbindelse til kommuner og regioner er en styrke, påpeger Løhde i sit opslag.

– Som næstformandskandidat har hun stærke rødder i det kommunale og regionale bagland. Det synes jeg er meget positivt. Jeg ønsker Stephanie pøj pøj med valget, skriver hun.

Landsmødet løber af stablen 24. januar, og her skal altså findes en ny næstformand. Det er dog ikke kun Løhde og Jensen, som Stephanie Lose har i ryggen af støtter.

Også tidligere klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) har peget på Lose som afløseren for Støjberg. Ligeledes har Søren Gade, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, kaldt hende et godt bud.

Fælles for støtterne er, at de lægger vægt på Stephanie Loses jyske rødder og forbindelse til baglandet.

Det er også noget, hovedpersonen selv lægger vægt på i sit kandidatur. Hun stiller fortsat op til regionalvalget til november.

/ritzau/