Støjberg fastholder: Der er ikke grundlag for en rigsret

Venstres Inger Støjberg mener ikke, at der er grundlag for en rigsretssag mod hende.

Det siger hun trods vurderingen om netop det fra Folketingets to udpegede advokater i Instruks-sagen.

– Jeg havde troet, men også håbet, at Folketingets to udpegede advokater havde lavet et selvstændigt stykke arbejde.

– Men jeg kan konstatere, at de har lagt sig i slipstrømmen af Instrukskommissionens arbejde. Det synes jeg, er ærgerligt, siger Støjberg.

– Folketinget er ikke blevet en pind klogere af det her arbejde. Der kunne man bare have læst konklusionerne fra kommissionen, men der er flere uvildige advokater, der har kritiseret kommissionens konklusioner.

– Det er politik. Og nu er det op til Folketinget at afgøre, om man vil stille mig for en rigsret for at beskytte piger. Det må Folketingets flertal afgøre, men jeg mener bestemt ikke, der er grundlag for en rigsretssag, siger hun.

Støjberg, der i december valgte at træde tilbage som Venstres næstformand efter uenighed med formand Jakob Ellemann-Jensen, konstaterer også, at man “ikke dør af at komme for en rigsret”.

– Og hvis det bliver sådan, så må vi tage det med.

– For mig har det hele tiden handlet om at beskytte mindreårige piger. Og hvis Folketinget mener, at jeg skal for en rigsret for det, så må vi se, siger Støjberg.

Folketinget havde bedt de to advokater om at gennemgå en delberetning fra Instrukskommissionen. Den kom i december.

Beretningen ytrede hård kritik af Støjbergs rolle i sagen fra 2016 om adskilte asylpar, hvor den ene var mindreårig. Støjberg var dengang udlændinge- og integrationsminister.

Advokaterne har onsdag formiddag fremlagt deres konklusioner ved et møde i et underudvalg under Udvalget for Forretningsordenen i Folketinget.

Sagen handler mere konkret om en instruks, som i februar 2016 blev udstedt af Udlændinge- og Integrationsministeriet. Altså i Støjbergs ministertid.

Instruksen fik Udlændingestyrelsen til – i strid med loven – at adskille alle asylpar, hvor den ene var mindreårig.

Kommissionen konkluderede, at Støjberg var vidende og advaret om, at en adskillelse af alle asylpar ville være i strid med loven.

Det er dog ikke fundet bevist, at Støjberg “direkte har udtalt en tjenestebefaling om, at ministeriets embedsfolk skulle iværksætte en administration i strid med loven”.

Kommissionen fandt også, at Støjberg ved flere lejligheder har vildledt Folketinget i sagen.

Allerede før onsdagens møde havde De Radikale, Liberal Alliance og Alternativet tilkendegivet, at de ønsker en rigsretssag mod Støjberg. Efter mødet tilslutter SF sig partierne, der taler for en rigsret.

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige mener, at der ikke er behov for en rigsretssag.

Folketingets to største partier, Socialdemokratiet og Venstre, har endnu ikke meddelt deres holdning.

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen har dog sagt, at partiet ultimativt er klar til at bakke op om en rigsretssag. Det kom dog an på vurderingen fra Folketingets udpegede advokater.

To andre jurister har for Venstre tidligere vurderet det som tvivlsomt, om Støjberg kan dømmes ved en rigsretssag.

/ritzau/