DOKUMENTATION: Advokater baner vej for rigsret mod Støjberg

Der er grundlag for at indlede en rigsretssag mod tidligere udlændingeminister Inger Støjberg (V) for hendes ageren i sagen fra 2016 om ulovlig adskillelse af asylpar, hvor den ene var mindreårig.

Det vil i så fald være blot sjette gang i danmarkshistorien.

To uvildige advokater har for Folketinget vurderet sagen. Det er sket på baggrund af en beretning fra Instrukskommissionen. Den blev nedsat for at se på sagen.

Her er advokaternes vurdering, som tirsdag blev fremlagt for Folketingets partier:

– Samlet set er det vores vurdering, at der på baggrund af beretningen er grundlag for at rejse tiltale mod tidligere minister Inger Støjberg for rigsretten vedrørende indkvarteringsordningen og dens administration, og at der er en rimelig formodning om, at rigsretten, hvis Instrukskommissionens bevisvurderinger ikke ændres, eller nye afgørende beviser fremkommer, vil finde, at der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed, hvorved tiltalen kan føre til domfældelse.

De to advokater er Jon Lauritzen, partner i DLA Piper, samt Anne Birgitte Gammeljord, partner i Rovsing & Gammeljord.

Kilde: Folketinget.

/ritzau/